Finans

Hver femte i finanssektoren har en engelsk jobtitel

En ud af fem ansatte i den danske finanssektor har i dag en engelsk jobtitel, viser en stor rundspørge.

Arkivfoto: Sebastian Johan Lund

Hver femte medarbejder i den danske finanssektor har i dag et visitkort, hvor der står private banker, business analyst eller noget helt tredje, der smager af engelsk.

Det viser en stor undersøgelse, som Finansforbundet, der er fagforbund for de ansatte i den finansielle sektor, har foretaget.

I undersøgelsen har 17.000 medlemmer svaret på, hvilken titel de bærer rundt på til daglig. I alt 2.700 forskellige jobtitler har medlemmerne indrapporteret – hvoraf størstedelen er helt almindelige danske titler.

Den meste udbredte titel blandt undersøgelsens deltagere er således rådgiver – herunder forskellige versioner såsom privatrådgiver, erhvervsrådgiver og investeringsrådgiver.

Men selv om størstedelen af jobtitlerne i den danske finanssektor stadig har en tydelig dansk klang, er de engelske for alvor begyndt at vinde indpas.

Danske Bank har netop lanceret, at bankens HR-afdeling er i gang med et omfattende titelprojekt, hvor 3.600 jobtitler skal skæres ned til kun 400, som alle bliver engelske, skriver Finansforbundet på sin hjemmeside.

Den mest populære engelske titel er ifølge undersøgelsen private banker eller senior private banker. Herefter følger product owner og controller. Resten af de mest udbredte engelske jobtitler i den danske finanssektor kan du se herunder:

  1. Private banker/senior private banker
  2. Product owner
  3. Controller
  4. Relationship manager/senior relationship manager
  5. Account manager/key account manager
  6. Business analyst
  7. Scrum master
  8. Senior operations officer
  9. Senior business developer
  10. Senior software developer
Læs også