Serier
0

Finanstilsynet udpeger de største risici: Lave renter er den største trussel

Finanstilsynet har i sin halvårlige opdatering af risikobilledet udpeget de største risici for den finansielle stabilitet i Danmark.

Historisk lave renter
Finanstilsynets topchef Jesper Berg. Foto: Nicolai Lorenzen

De ekstreme renteniveauer er nu blevet udpeget som den største risiko i forhold til den finansielle stabilitet i Danmark. De negative renter i samfundet udfordrer nemlig bankernes forretningsmodel, lyder det i Finanstilsynets halvårlige risikovurdering.

Her påpeger Finanstilsynet, at de lave renter presser finanssektorens indtjening, og at de samtidig giver anledning til at tage mere risiko i f.eks. udlån og investeringer.

»De lave renter kan vise sig at være et vedvarende fænomen, og det kan presse den finansielle sektor og deres kunder til at kaste sig over mere risikofyldte investeringer. Det gælder både aktier, som er højt prissat i øjeblikket, og f.eks. alternative investeringsfonde, hvor detailinvestorer kan have svært ved at gennemskue risikoen,« udtaler Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet i en pressemeddelelse.

I Danmark indførte Nationalbanken i 2012 negative renter for dele af bankernes indskud. I lang tid har der været en forventning om, at de negative renter ikke ville vare ved i lang tid, men nu lyder det i Finanstilsynets risikovurderingen, at »det er sandsynligt, at de vedbliver med at være lave en rum tid endnu.«

»Det vil presse de finansielle virksomheders mulighed for at skabe afkast til deres kunder og investorer,« skriver Finanstilsynet.

Selvom de ekstremt lave renter udgør en risiko, er det ikke risikofrit at komme til en situation med højere renter. En markant rentestigning kan nemlig føre til priser på bolig- og aktiemarkedet, og det kan få konsekvenser for landets boligejere og pensionskunder uden garanterede produkter.

»De to scenarier kan selvsagt ikke skabe problemer samtidig. Men hver for sig udgør de en risiko set i forhold til en gradvis normalisering af renterne,« siger Jesper Berg.

Tilsynet påpeger, at lånere med en sårbar økonomi kan få problemer med at betale deres gæld tilbage, hvis renterne stiger, og økonomien samtidig bliver ramt af en afmatning.

»Rentestigninger kan også føre til faldende boligpriser, som vil ramme boligejerne. Det gælder særligt dem, som ikke afdrager på deres gæld,« skriver tilsynet.

BRANCHENYT
Læs også