Finans

Kraftige børsfald fortsætter: »Handelskrigen eskalerer i et forvirrende tempo«

Hen over weekenden eskalerede handelskrigen mellem USA og Kina. Aktiemarkederne i Asien falder kraftigt, og det samme gør den kinesiske valuta yuan.

De kraftige aktiedyk skyldes, at Donald Trump vil forhøje toldsatserne på varer fra Kina. Det meddelte han natten til lørdag dansk tid. Foto: Ahn Young-joon/AP

Turbulensen på de finansielle markeder fortsætter, efter at handelskrigen mellem USA og Kina er eskaleret hen over weekenden.

Særligt de japanske aktier er hårdt ramt fra morgenstunden. Det toneangivende japanske aktieindeks, Nikkei 225, falder 2,0 pct. og det brede Topix-indeks 1,6 pct. Også de kinesiske aktiemarkeder er i minus.

Shanghai Composite og CSI 300 ligger med minusser på henholdsvis 1,0 pct og 1,2 pct., og Hang Seng-indekset i Hongkong dykker med hele 2,8 pct.

De kraftige aktiedyk skyldes, at Donald Trump vil forhøje toldsatserne på varer fra Kina. Det meddelte han natten til lørdag dansk tid.

Varer fra Kina for 250 mia. dollars, der i dag er pålagt told på 25 pct., vil fremadrettet skulle toldbelægges med 30 pct. Samtidig vil den varslede told på varer fra Kina for yderligere 300 mia. dollars, der i dag er pålagt told på 10 pct., fra den 1. september blive hævet til 15 pct.

De forhøjede toldsatser er Donalds Trumps modsvar på, at Kina har varslet tariffer på amerikanske varer for 75 mia. dollars.

Konflikten mellem de to stormagter har sendt alverdens aktiemarkeder i rødt, den kinesiske valuta er mandag faldet til det laveste niveau i mere end 11 år. Der skal nu 7,15 yuan til at købe en amerikansk dollar.

Den seneste eskalering af handelskrigen rejser dels tvivl om udsigterne for den globale økonomi, dels tvivl om, hvorvidt USA og Kina kan slutte handelsfred.

»Handelskrigen mellem USA og Kina eskalerer i et forvirrende tempo,« siger fondsforvalter Patrick Wacker hos UOB Asset Management til Bloomberg.

Ifølge investeringsøkonom Per Hansen, Nordnet, frygter investorerne, at risikoen for en meget omfattende handelskrig mellem USA og Kina vil være med til at skubbe den amerikanske og globale økonomi ud i en recession.

»Jeg har de seneste måneder løbende argumenteret for at holde et ”under middel aktierisiko”. Det gør jeg stadig, men voldsomme fald kan give købsmuligheder,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Kina og USA har planer om at mødes til forhandlinger i september. Der har også været telefonisk kontakt mellem parterne.

Også i USA er aktiemarkederne hårdt ramt af handelskrigen. Fredag faldt de amerikanske aktier med cirka 2,5 pct., og faldene indikeres at fortsætte mandag.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også