Finans

PFA's sats på Danske Bank har kostet næsten en milliard kroner

Det markante fald i Danske Bank-aktien har kostet PFA dyrt.

PFA købte stort op i Danske Bank i anden halvdel af 2018. Foto: Gregers Tycho

Kursnedturen i Danske Bank har kostet landets største kommercielle pensionsselskab, PFA, dyrt. På seks måneder har PFA's store investering i landets største bank medført et tab på ca. 900 mio. kr. Det viser den beholdningsliste over børsnoterede aktier, som PFA har offentliggjort i forbindelse med sit halvårsregnskab.

Ved udgangen af 2018 var PFA's investering i Danske Bank den suvereænt største. Den havde på dette tidspunkt en markedsværdi på 4.942 mio. kr. svarende til en porteføljevægt på 4,8 pct.

Antallet af Danske Bank-aktier har været stabilt i årets første seks måneder, og med et kursfald i Danske Bank-aktien på mere end 19 pct. i denne periode, er der blevet skåret en stor luns af værdien.

Efter de første seks måneder af i år havde PFA's investering i Danske Bank således en markedsværdi på 4.030 mio. kr. og fyldte 3,7 pct. af porteføljen.

PFA købte voldsomt op i Danske Bank i anden halvdel af 2018.

»Det er først og fremmest, fordi vi mener, at det er en god investering. Som langsigtet investor kan vi godt lide at købe, når noget er nede i pris, og det må vi sige, at Danske Bank er kommet,« sagde Allan Polack, der er adm. direktør i PFA, i forbindelse med årsregnskabet.

PFA’s investering i Danske Bank havde halvvejs igennem 2018 en værdi af ca. 1 mia. kr., og den fyldte på dette tidspunkt 1 pct. af porteføljen for børsnoterede aktier. Men ved udgangen af 2018 fyldte den altså næsten 5 pct. af porteføljen.

»Danske Banks forretningsmodel er meget stærk. Den har en international kaliber, så for mange danske erhvervskunder er den det eneste alternativ til amerikanske banker, når de danske virksomheder laver forretninger ude i verden, så jeg er overbevist om, at det er en god investering,« sagde Allan Polack, der samtidig påpegede, at man på den måde skal se investeringen som en infrastrukturinvestering.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også