Finans

Forstå magtkampen i Sydbank: Bestyrelsesformanden forsøgte at afsætte Frøsig – hun vandt og fik formanden afsat

Adm. direktør Karen Frøsig har med succes fået de bankfaglige medlemmer strittet ud af bestyrelsen, efter at de havde fået nok af hendes ledelse af banken og ville have hende ud.

Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank, har vundet en intern magtkamp mod nu tidligere bestyrelsesformand, Torben Nielsen. Foto: Sydbank.

Der har i længere tid været en benhård magtkamp i den kriseramte Sydbank, som tirsdag aften kulminerede med, at fire bestyrelsesmedlemmer herunder formandskabet forlod banken.

Magtkampen

Der har i Sydbanks bestyrelse igennem længere tid været utilfredshed med bankens udvikling under topchef Karen Frøsig. Finans erfarer fra flere kilder, at der i bestyrelsen er blevet sat spørgsmålstegn ved, om hun fortsat var den rette til at lede banken. Utilfredsheden har blandt andet gået på, at hun ikke har taget hårdt nok fat om de økonomiske problemer, som banken slås med. Omkostningerne stiger, og indtjeningen falder. En udvikling, som har stået på i længere tid, og som en del af bestyrelsen, ifølge Finans’ oplysninger, har ment har krævet en større sparerunde, end topchefen har været villig til at gennemføre.

Hendes stålsatte holdning til, at banken kun skal indgå i opkøb og fusioner, hvor Sydbank er den fortsættende bank, har også været til diskussion. For måske ville det give mere mening for aktionærerne for eksempel at gå sammen med storebroderen Jyske Bank.

Diskussionerne har stået på i længere tid, men kulminerede tirsdag aften, da formand Torben Nielsen, næstformand John Lesbo og de menige medlemmer Jørgen Høholt og Frank Møller Nielsen trak sig.

Ifølge Finans’ oplysninger har de ønsket at køre en ny topchef i stilling, mens Karen Frøsig omvendt har ønsket sine kritikere smidt ud af bestyrelsen. Topchefen vandt den magtkamp, og derfor udsendte banken tirsdag aften en fondsbørsmeddelelse om de fire nu tidligere bestyrelsesmedlemmers afgang.

Governance

Det er ikke tilfældigt, at der i Sydbanks fondsbørsmeddelelse står, at afgangen fra bestyrelsen skyldes »uenighed om governance og den fremtidige strategi«, og at governance er nævnt før strategien – altså sparerunder og fusionssnakke med konkurrenter.

Sydbank har en bestyrelse på 12 mand. De fire er medarbejdervalgte, som naturligt nok har mere fokus på at sikre de ansattes end aktionærernes tarv, når bestyrelsen diskuterer store sparerunder for at rette op på økonomien.

De otte øvrige medlemmer vælges ikke direkte, men via et repræsentantskab. Op til finanskrisen så man i nogle sparekasser, at den konstruktion gav en magtkoncentration, som gav meget egenrådige direktør.

Flere kritikere peger over for Finans på, at Sydbank er endt i samme situation, hvor Karen Frøsig har fået en magt, som gør, at hun – med hjælp fra medarbejderrepræsentanterne – er stærkere end de uafhængige medlemmer af bestyrelsen, som repræsenterer aktionærernes interesser.

Økonomien

Fra 2015 til 2018 er Sydbanks indtjening faldet med næsten en halv mia. kr. til 4,1 mia. kr.

I samme periode er omkostningerne steget med 47 mio. kr.

Den negative udvikling er fortsat ind i 1. halvår 2019, hvor indtjeningen er 9 pct. lavere end i samme periode sidste år, mens omkostningerne er 2 pct. højere.

Som en kilde udtrykker det over for Finans: Når indtjeningen falder, mens omkostningerne fortsætter med at stige, er det kun et spørgsmål om tid, før omkostningsprocenten når 100. En alvorlig og dybt uholdbar udvikling.

Det er håndteringen af det problem, som dele af Sydbanks bestyrelse har været dybt uenige med topchefen om, hvordan man skulle tackle.

De økonomiske problemer har også kunnet aflæses i aktiekursen. Sydbank lukkede tirsdag aften i kurs 102 på fondsbørsen. For to år siden kostede en aktie 246 kr. Et fald på næsten 60 pct. for en bank, som modsat Danske Bank og Nordea ikke har været martret af skandaler om hvidvask og udbytteskat.

Sydbank oplyser, at Karen Frøsig ikke har nogen kommentar. Heller ikke den afgående formand, Torben Nielsen, ønsker at udtale sig.

»Jeg har ingen kommentar, da jeg er bundet af en fortrolighedsaftale,« siger Torben Nielsen.

ÅrOmkostningspct.
1. halvår 201973,9
1. halvår 201865,3
1. halvår 201761,3
1. halvår 201660,5
1. halvår 201557,8
10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også