Finans

Danske topdirektører stopper i Nordea

Nordea vinker farvel til to ledende medarbejdere - den ene er vicekoncernchef Torsten Hagen Jørgensen.

Torsten Hagen Jørgensen, vicekoncernchef i Nordea, stopper. Foto: Stine Bidstrup. Foto: Stine Bidstrup

Nordea har sendt sin næstkommanderende ud i kulden. Vicekoncernchef og group chief operating officer Torsten Hagen Jørgensen er nemlig færdig i bankens ledelse med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser Nordea i en fondsbørsmeddelelse.

»Efter en vellykket flytning til den europæiske bankunion og en væsentlig indsats inden for risiko og compliance er Nordea gået ind i en ny fase med øget vægt på kundefokus, større effektivitet og udvikling inden for det regulatoriske område. Som led i denne nye fase forenkler Nordea governance-strukturen og den øverste ledelsesstruktur og afskaffer den kombinerede rolle som vicekoncernchef og Group COO,« skriver Nordea i meddelelsen om årsagen til Torsten Hagen Jørgensens exit fra ledelsen.

Selv om Torsten Hagen Jørgensen altså nu er fortid i storbankens ledelse, vil han stå til rådighed for banken for at »sikre en ordentlig overdragelse«.

Nordea oplyser, at den nu er i gang med at vurdere bankens governance-struktur og øverste ledelsesstruktur for COO-rollen. Storbanken vil oplyse om denne struktur samt udnævnelser på området på et senere tidspunkt.

»Torsten Hagen Jørgensen har i mange år spillet en vigtig rolle i at lede transformationen af Nordea som vicekoncernchef og Group COO. Torsten Hagen Jørgensen har haft mange roller i Nordea gennem en lang karriere, og han har med succes stået i spidsen for mange ansvarsområder i koncernen,« lyder det i meddelelsen fra Nordea.

Det er ikke kun bankens næstkommanderende, der nu er fortid i banken. Danske Karen Tobiasen er også fortid i banken.

»Som led i den nye fase er det også aftalt, at chief people officer Karen Tobiasen stopper i Nordea. Hun udtræder af koncernledelsen med øjeblikkelig virkning. Rekrutteringen af en ny chief people officer starter med det samme. Også Karen Tobiasen vil stå til rådighed for at sikre en ordentlig overdragelse af sine ansvarsområder,« skriver Nordea.

Ændringerne i ledelsen kommer, efter at Nordea torsdag den 5. september udnævnte danske Frank Vang-Jensen som koncernchef.

Frank Vang-Jensen kom til Nordea i 2017 som leder af personal banking og landechef i Danmark. Året efter blev han forfremmet til chef for personal banking i hele Nordea-koncernen og medlem af koncernledelsen. Han fortsætter som leder af personal banking, indtil der er udpeget en efterfølger.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også