Finans

Kraftig blæst over Danmark aflyser færger og giver trafikale problemer

På Øresundsbroen fraråder man allerede søndag morgen kørsel med vindfølsomme køretøjer.

På Storebæltsbroen advarer man allerede søndag morgen om kraftig blæst, som kan påvirke kørslen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Søndag bliver en særdeles blæsende dag i Danmark, især i det nordjyske.

Fra kl. 12 til sidst på aftenen har DMI udsendt et varsel om kraftig vind nord for Limfjorden. Der er risiko for stormende kuling og vindstød af stormstyrke fra vest, især i de sene eftermiddagstimer og søndag aften.

I resten af landet vil det også blive blæsende med jævn til hård vind og vindstød op til kuling.

Vinden giver allerede søndag morgen udfordringer for trafikken. På Øresundsbroen fraråder man kørsel med vindfølsomme køretøjer, og på Storebæltsbroen bliver bilister advaret om kraftig vind, der kan påvirke kørslen.

Også færgetrafikken er påvirket af den kraftige blæst i området mellem Danmark og Norge.

Rederiet Fjord Line har aflyst alle afgange mellem Hirtshals og Kristiansand og Hirtshals og Laugesund, mens rederiet Color Line har aflyst næsten alle afgange mellem Hirtshals, Kristiansand og Larvik, foreløbig frem til sent søndag aften.

I Norge regner man med, at uvejret bliver så slemt, at myndighederne har opjusteret til orange fareniveau og opfordret folk til at blive inde. Op mod 150 millimeter regn kan der falde søndag, og der er risiko for fjeld- og jordskred.

Folk, der befinder sig i det sydvestlige Norge, bør udvise stor respekt for naturens kræfter, lyder advarslen.

»Man må jo vurdere, om man virkelig er nødt til at køre ud,« sagde trafikoperatør Kristian Fauskan lørdag aften til NRK.

BRANCHENYT
Læs også