Finans

Overskuddet ramler i de danske banker

Ulrik Nødgaard har siden 2015 været direktør i Finans Danmark. Foto: Lars Krabbe

På to år er overskuddet i landets 17 største banker og realkreditkoncerner dykket med hele 36 pct.

Det viser en opgørelse over bankernes regnskabstal fra brancheforeningen Finans Danmark ifølge Berlingske Business.

Første halvår af 2019 bød på et samlet overskud på 15,6 mia. kroner efter skat, hvilket var et fald på 20 procent i forhold til året før - og 36 procent i forhold til 2017, hvor overskuddet lød på 24,4 mia. kroner.

Den bekymrende tendens kan ifølge administrerende direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard forklares af flere forhold.

- Den lave rente sætter et pres på indlånet, samtidig sætter den meget moderate låneefterspørgsel et pres på udlånet, og det regulatoriske pres sætter sig i markant højere omkostninger. Endelig nærmer nedskrivninger sig også et lidt mere almindeligt niveau, siger Ulrik Nødgaard til Berlingske Business.

Det er således en ubehagelig cocktail af faldende indtægter og stigende omkostninger, der vejer tungt på branchen.

Renteindtægterne for de 17 største finanskoncerner er faldet med 4,5 pct. på et år, mens omkostningerne er hævet med 9,5 pct.

Og mens Ulrik Nødgaard er fortrøstningsfuld i forhold til, at bankerne kan vende udviklingen, er meldingen en anden fra bankanalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen:

- Alle de faktorer, der giver modvind lige nu, er næppe nogen, der forsvinder i næste uge eller til næste år. Så udfordringen på indtjeningsfronten kommer til at vare nogle år, siger han til Berlingske Business.

BRANCHENYT
Læs også