
Dansk pensionssektor vil frem mod 2030 investere 350 milliarder i grøn omstilling, oplyser Statsministeriet.
Den danske pensionssektor vil frem mod 2030 investere svimlende 350 milliarder kroner i den grønne omstilling.
Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
- Det er nødvendigt med store investeringer fra den private sektor, hvis vi skal realisere FN's verdensmål og Paris-aftalen, siger Torben Möger Pedersen, næstformand i Forsikring & Pension og CEO i Pension Danmark, og tilføjer:
- Derfor forpligter den danske pensionsbranche sig nu til at investere yderligere 350 milliarder kroner frem mod 2030 i den grønne omstilling, siger Torben Möger Pedersen i pressemeddelelsen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er i øjeblikket i New York, hvor hun søndag deltager i en konference i forbindelse med FN's Klimatopmøde.
Her vil hun gå på talerstolen og annoncere den gigantiske investering i grøn omstilling.
- Jeg er glad for, at den danske pensionsbranche har meldt ud med et så markant tilsagn om støtte til den grønne omstilling. Det viser, at vi i Danmark kan noget helt særligt, når vi sætter ambitiøse politiske mål og samarbejder på tværs af den offentlige og private sektor, udtaler hun pressemeddelelsen og tilføjer:
- Nu skal vi arbejde for at få de internationale investorer med. Det er afgørende for at få realiseret den grønne omstilling globalt.