Finans

Credit Suisse undersøger spionanklager

Anklager om spionage af tidligere chef for formueforvaltning, har fået Credit Suisse til at igangsætte en intern undersøgelse. Foto: AP/Keystone, Alessandro Della Bella

Credit Suisse er i færd med at gennemføre en intern undersøgelse af anklager om, at banken havde hyret privatdetektiver til at skygge en tidligere chef for formueforvaltning, der har fået arbejde hos konkurrenten UBS.

En kilde med indblik i sagen fortæller til Bloomberg News, at de, der undersøger sagen, rapporterer direkte til bestyrelsesformand Urs Rohner, som alt efter undersøgelsens resultat enten vil tage skridt til at rense eller straffe bankens topledelse.

Undersøgelsen følger anklager i den schweiziske avis SonntagsZeitung søndag om, at Credit Suisse har hyret privatdetektiver for at undersøge om den tidligere chef for formueforvaltning, Iqbal Khan, forsøgte at lokke Credit Suisse-medarbejdere med over i UBS.

Ifølge Reuters har anklagemyndigheden i Zürich oplyst, at Khan i sidste uge anmeldte trusler og tvang under en konfrontation den 17. september, uden at det dog blev uddybet, hvem der havde fremsat truslerne, eller hvad de gik ud på.

BRANCHENYT
Læs også