Finans

Medie: Bagmænd fik milliardrabat af Skattestyrelsen i forlig om udbytteskandalen

Skat lod angiveligt bagmænd bag udbyttesvindel få en klækkelig milliardrabat, da der i 2015 blev indgået et forlig med bagmændene, afslører Politiken og TV 2.

Foto: Skattestyrelsen

Skattestyrelsen har angiveligt ladet bagmænd trække milliardudgifter til formodet svindel fra i tilbagebetalingen af over 4,1 milliarder kroner, som de trak ud af statskassen.

Det skriver Politiken og TV 2 onsdag aften.

Den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) fortalte i maj, at man havde indkasseret over halvdelen af den udbytteskat, som en gruppe bagmænd på ulovlig vis havde fået udbetalt fra Danmark.

I et forlig i New York havde Skat landet en aftale med bagmændene om, at de skulle tilbagebetale 1,6 mia. kr. af de 2,9 mia. kr, som bagmændene angiveligt havde snydt den danske statskasse for.

Men ifølge en række dokumenter, som Politiken og TV 2 har gransket, har denne gruppe af bagmænd tømt den danske statskasse for 4,1 mia. kr. Skat havde altså ifølge mediernes kun kendskab til en del af svindlen, da de indgik et forlig med bagmændene.

Sagen er en del af den omfattende udbyttesvindel, som i alt har kostet den danske statskasse 12,7 mia. kr.

Politiken og TV 2 hævder desuden, at de stenrige bagmænd fik lov at fratrække de udgifter, de har haft i forbindelse med at snyde med udbytteskat i perioden 2012 til 2015. Det inkluderer bl.a. omkostningerne til rådgivning i at udfærdige anmodning om refusion af udbytteskat – altså præcis det trick, der var så udspekuleret, at det tog flere år for de danske skattemyndigheder at opdage det.

Finans arbejder på at få en kommentar fra Skattestyrelsen til de fremlagte oplysninger.

Opdatering: Natten til torsdag skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse, at flere medier "bringer urigtige oplysninger og beskyldninger" i forbindelse med forliget.

"Vi har ad flere omgange forklaret blandt andet TV 2, hvordan dette – ret komplicerede – forlig er sat sammen," siger direktør i Skattestyrelsen Merete Agergaard i meddelelsen.

"Det lader dog ikke til, at det er lykkes. Måske fordi vi i vores kommunikation er nødt til at overholde både vores tavshedspligt og den fortrolighed, som forliget er bygget på," tilføjer hun.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også