Finans

Dansk andelskasse meldt til Bagmandspolitiet

Finanstilsynet har bedt Bagmandspolitiet om at indlede en sag mod Østervrå Andelskasse.

Foto: Lars Krabbe

Ét af landets mindste pengeinstitutter er blevet meldt til politiet. Finanstilsynet har bedt Bagmandspolitiet om at indlede en sag mod Østervrå Andelskasse, oplyser den finansielle vagthund i en meddelelse på sin hjemmeside.

Politianmeldelsen kommer, efter at Finanstilsynet flere gange har rettet markant kritik i form af påbud mod Østervrå Andelskasse. Nu er det brud på kapitalkravene, der har fået Finanstilsynet til at gå til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØIK) - bedre kendt som Bagmandspolitiet.

»Finanstilsynet har i forbindelse med tilsynet med Østervrå Andelskasse konstateret, at andelskassen ikke har været tilstrækkelig forudseende i sin kapitalplanlægning og derfor gentagne gange har brudt med kapitalkravene,« skriver Finanstilsynet.

Derudover har andelskassen ikke haft overblik »samlede risici.«

»Dette har gentagne gange resulteret i påbud, om at andelskassen løbende og minimum en gang årligt skal foretage en gennemgang af risici,« skriver tilsynet.

Ifølge tilsynet har Østervrå Andelskasse foretaget en række justeringer, men »justeringerne ændrer dog ikke ved, at der er konstateret de ovennævnte overskridelser. Finanstilsynet finder derfor, at der er grundlag for at foretage en politianmeldelse.«

Østervrå Andelskasse har tidligere fået kritik af Finanstilsynet for at budgettere med en høj udlånsvækst og for at kaste sig over et nyt forretningsområde, der inkluderer køb af pantebreve. Tilsynet har i flere år givet andelskassen påbud og påtaler, og i 2017 fik kritikken andelskassens ledelse og bestyrelse til at trække sig.

»Det er selvfølgelig irriterende at skulle håndtere en politianmeldelse her næsten to år senere, hvor ledelse og de ansvarlige er udskiftet. Vi arbejder dog uhindret videre med genopretningsarbejdet, der desværre fortsætter med at være noget mere omfattende end forventet,« udtaler Brian Grønnegaard, adm. direktør i Østervrå Andelskasse, i en pressemeddelelse.

»Vi er selvfølgelig tilfredse med, at Finanstilsynet anerkender der er sket justeringer, men en politianmeldelse, og så endda for historiske forhold, ødelægger en del af det gode rygte, vi har arbejdet på at opbygge blandt kunder og samarbejdspartnere i forbindelse med vores genopretning af Andelskassen,« lyder det fra Brian Grønnegaard.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også