Finans

Berlins regering vil købe lejligheder for 6 mia. kr.

Vrede over enorme huslejepriser har nu fået den tyske regering til at overtag lejligheder i Berlin

Huslejepriserne er i de seneste år steget kraftigt til et niveau, hvor flere ikke kan følge med. Foto: JOHN MACDOUGALL // Ritzau Scanpix

Den tyske hovedstad Berlin vil købe lejligheder i byen for 920 millioner euro svarende til 6 milliarder kroner.

Det skriver Bloomberg.

Huslejepriserne er i de seneste år skudt i vejret, da den stigende tilflytning til Berlin har ført til en mangel på boliger, og det har presset huslejerne op.

Delstatsregeringen i Berlin har derfor besluttet sig for at købe ca. 6.000 lejligheder for at gøre lejepriserne mere medgørlige. Det vil Berlin gøre gennem et ejendomsfirma ejet af Berlin, der skal opkøbe lejlighederne af ejendomsselskabet ADO Properties SA.

Det er den største bolighandel foretaget af Berlin nogensinde, ifølge senator Katrin Lompscher. Meningen med købet er, at huslejepriserne skal fryses på et lavere niveau.

»Dette har til formål at holde husleje i Berlin stabilt og give sikkerhed for lejere,” sagde borgmester Michael Mueller i en officiel udtalelse.

»Samtidig vil vi fortsætte med at bygge nye lejligheder og fryse leje på sikkert niveau,« udtalte han.

Berlins køb af lejligheder kommer hovedsageligt til at dreje sig om bygninger, der originalt var opført som socialt boligbyggeri.

Det har længe været på tale, at der skulle gøres noget ved de høje lejepriser i den tyske hovedstad.Katrin Lompscher har så sent som i august foreslået at der skulle et loft over lejen i Berlin.

Dette mødte dog hård kritik, da flere af Berlins ejendomsselskaber mente, at det ville få færre til at investere og bygge nye bygninger.

Købet af lejlighederne møder da også kritik da både det højreorienterede parti AfD og FDP mener, at pengene ville være bedre brugt på at bygge nye boliger.

Læs også