Finans

Tilliden til Danske Bank vokser blandt erhvervskunder

En undersøgelse viser, at Danske Bank modsat sine største konkurrenter er gået frem med 1,2 tillidspoint til en score på 70 på en skala fra 0-100. Foto: Philip Davali

En lang række af uheldige sager omkring Danske Bank har det seneste år ikke påvirket bankens erhvervskunder, der bedre kan lide banken end tidligere.

Det fremgår af et bankstudie fra rapporteringsvirksomheden Epsi Rating Danmark ifølge Børsen.

Undersøgelsen viser, at Danske Bank modsat sine største konkurrenter er gået frem med 1,2 tillidspoint til en score på 70 på en skala fra 0-100.

Til sammenligning dykker erhvervskundernes tiltro til Nykredit og Nordea med henholdsvis 3,3 point til 63,2 og 1,4 point til 63,5.

- Det er super positivt, at vi går frem på erhverv med tanke på, at vi i de seneste 12 måneder har været ude i et stormvejr i Danmark, siger Niels Bang-Hansen, der er chef for Business Banking, til Børsen.

Kigger man mod bankens privatkunder, er historien dog en anden. Her straffes Danske Bank øjensynligt for det seneste års skandaler med kundeflugt og mistillid.

Hos Epsi Rating Danmark forklarer landechef Sofie Breum udviklingen med, at private lader sig påvirke mere end erhvervskunder, som typisk forholder sig mere pragmatisk til deres bankrelationer.

- Det er min vurdering, at de private bankkunder i højere grad påvirkes af hvidvaskskandaler med videre end de professionelle købere. Forskellen er bemærkelsesværdig stor, siger Sofie Breum til Børsen.

BRANCHENYT
Læs også