Finans

Danske Bank opruster på markedet for andelsboliger

Køb af andelsbolig er kompliceret. Derfor afsætter Danske Bank 60 folk til kun at fokusere på andelsboliger.

Danske Bank mærker en stigning i efterspørgslen på andelsboliger. Foto: Lars Krabbe

Andelsboligmarkedet er blevet mere komplekst at bevæge sig rundt i, og derfor vælger Danske Bank nu at opruste på området.

Mere konkret har Danmarks største bank etableret en ny afdeling med flere end 60 specialister, der kun har fokus på andelsboliger - særligt i København.

- Vi gør det her, fordi vi oplever, at rådgivning omkring køb af andelsbolig er langt mere kompliceret end køb af ejerbolig.

- Derfor ønsker vi at specialisere 60 ud af vores 1200 rådgivere til at kunne give den rette rådgivning, der viser kunden, hvilke fordele og ulemper der er ved at købe en andelsbolig, siger Lasse Nygaard, boligchef i Danske Bank.

Etableringen af den nye afdeling sker, efter at Sydbank for nylig har advaret om heftige prisstigninger på andelsboliger i især København og Aarhus.

Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, udtrykker til Berlingske Business, at der er en overophedning i en sådan grad, at det "begynder at ligne en boligboble".

Boligchefen hos Danske Bank medgiver, at der er sket store prisstigninger i dele af markedet, men det er ikke hele markedet, det gælder.

- Det er klart, at vi har oplevet nogle, der er steget meget.

- Men vi har også oplevet nogle, der er meget billige. Så det er langtfra hele markedet, som er eksploderet, siger Lasse Nygaard.

Sidste år undersøgte Finanstilsynet seks bankers nye udlån på andelsboligmarkedet.

Her var konkurrencen hård, og i dag er der ingen indikation på, at den ikke fortsat er det, fortæller tilsynet til Berlingske Business.

- Andelsboligområdet er som sådan ikke farligt, men det har nogle karakteristika, som pengeinstitutterne skal være opmærksomme på, når man skal rådgive kunderne ordentligt og for selv at undgå tab på udlån, lyder det fra Finanstilsynet.

Ifølge Berlingske Business findes der cirka 200.000 andelsboliger i Danmark, hvoraf langt størstedelen ligger i hovedstaden.

BRANCHENYT
Læs også