Finans

Amerikansk fastfoodkæde må lukke første butik i England efter pres fra LGBTQ-gruppe

Chick-fil-A må vinke farvel til sin første lokation i England efter klager over LGBTQ-modstand.

Den populære amerikanske kæde Chick-fil-A er kommet i vanskeligheder over sine holdninger til LGBTQ-samfundet. Foto: Rashid Umar Abbasi/ Ritzau Scanpix

Chick-fil-A er ret så populær i hjemlandet. Faktisk så populær, at den rangerer som nummer tre mest sælgende restaurantkæde - kun lige overgået af McDonald’s og Starbucks.

Men populariteten er ikke just kommet med til England, hvor kæden nu har mødt så meget modstand at det shoppingcenter, der indtil videre lægger lokale til den første engelske restaurant, har valgt ikke at forlænge lejekontrakten.

Det skriver CNBC.

Den første afdeling i England åbnede i starten af oktober, og ikke mere end en uge senere har The Oracle, der er et indkøbscenter i byen Reading, valgt at lejekontrakten ikke vil blive forlænget efter dens løbstid på et halvt år.

Det var en lokal LGBTQ-gruppe ved navn Reading Pride, der valgte at kritisere The Oracle for at udleje lokaler til Chick-fil-A. Det er dog langt fra først gang, at Chick-fil-A får problemer med LGBTQ-samfundet.

Chick-fil-A har nemlig nogle ret så tydelige tråde til anti-LGBTQ-forbindelser. Kæden har flere gange oplevet massiv kritik for sine donationer til LGBTQ-modstandere, og deres CEO, Dan Cathy, har tidligere udtalt, at han var imod ægteskaber indgået mellem to personer af samme køn.

Det har da heller ikke været uden konsekvenser at Chick-fil-A har de ret så kontroversielle forbindelser. Kædens udvidelser har fået en dæmper og senest har Chick-fil-A måttet sige farvel til to lukrative placeringer i amerikanske lufthavne.

Men det har altså ikke såret populariteten i USA ret meget. Og det virker ikke til at kæden er særligt bekymrede over den mistede lokation i Reading.

»Chick-fil-A evaluerer altid potentielle nye lokationer i håb om at servere kunderne god mad og yde vores prisvindende service. Denne seks måneders placering i Reading, UK er en del af vores evaluering på internationale markeder,» lyder det i en udtalelse til CNBC.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også