Finans

Hver time går mere end 400 danskere ind på denne hjemmeside

På godt 10 år er antallet af årlige unikke besøg på hjemmesiden pensionsinfo.dk mere end firedoblet, viser nye tal fra brancheforeningen Forsikring & Pension.

I dag kræver det blot få klik på computermusen og et NemID for at få overblik over, hvordan man er økonomisk rustet til pensionisttilværelsen. Og det lokker mange danskere, viser nye tal. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer.

Danskerne har for alvor fået øjnene op for, at det er vigtigt at have styr på alt fra livsforsikringer til dækning ved kritisk sygdom og opsparingen til pensionen.

Pensionsinfo.dk
  • Pensionsinfo er en forening skabt med afsæt i et samarbejde mellem alle danske banker, sparekasser, pensionskasser, LD, ATP, Udbetaling Danmark (Statens tjenestemænd) og pensions- og forsikringsselskaber.
  • Foreningen samarbejder desuden med Erhvervs- og Vækstministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering samt A-Kassernes Samvirke og KMD.
  • Pensionsinfo foretager ikke beregninger, men formidler alene de data, som leveres af leverandørerne.
  • Pensionsinfo giver mulighed for, at brugeren selv kan foretage beregning af folkepension og udvalgte pengeinstitut ydelser.
  • Oplysninger i Pensionsinfo kan alene ses af brugeren.

Hver måned logger 300.000 danskere ind pensionsinfo.dk, der giver brugeren et samlet overblik over pensions- og forsikringsoplysninger lagret på tværs af banker, sparekasser, LD, forsikrings- og pensionsselskaber, pensionskasser, Udbetaling Danmark og ATP.

»Vi ser, at flere og flere logger ind på Pensionsinfo for at få et overblik over deres pensionsopsparinger,« siger Karina Ransby, underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension.

For 10 år siden havde hjemmesiden 280.000 unikke besøg hvert år. Sidste år var tallet mere end firedoblet til godt 1,3 mio., viser nye tal.

Statistikken viser, at mænd, de ældre og dem med højere uddannelser benytter Pensionsinfo mest, men kvinderne haler mere og mere ind på mændene.

Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension

Mange danskere nøjes dog ikke med at tjekke deres forsikrings- og pensionsoplysninger gemt på pensionsinfo.dk en enkelt gang i løbet af året, og det kan mærkes på trafikken på pensionsinfo.dk.

I dag besøger mere end 300.000 danskere hver måned hjemmesiden - mere end 400 besøg hver eneste time døgnet rundt.

»Statistikken viser, at mænd, de ældre og dem med højere uddannelser benytter Pensionsinfo mest, men kvinderne haler mere og mere ind på mændene. Og det kan hænge sammen med, at det er nemt at tjekke ens pensioner,« siger Karin Ransby.

I dag kræver det blot få klik og et NemID, hvis man f.eks. vil have overblik over, hvordan man er økonomisk rustet til pensionsalder på tværs af offentlige og private ordninger.

Måske ikke overraskende er det især personer i alderen 55-65 år, der benytter pensionsinfo.dk, men også yngre generationer finder i stigende grad vej til hjemmesiden.

Allerede fra 30-årsalderen bruger omkring en tredjedel pensionsinfo.dk, viser tallene indsamlet af Forsikring & Pension. En udvikling som Karin Ransby forklarer med, at mange i 30 års-alderen køber bolig og i den forbindelse måske ønsker et overblik over deres økonomiske fremtid, lyder meldingen.

Pensionsinfo.dk så dagens lys i 1999.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også