Finans

Ny kampagne skal få 3,2 mio. danskere til at droppe et papkort med 148 koder

Digitaliseringsstyrelsen jubler over, at 1,8 mio. danskere bruger NemID via en app-løsning. Problemet er bare, at 3,2 mio. danskere stædigt holder fast ved et papkort.

NemID så dagens lys i 2010 som et fysisk papkort fyldt med sekscifrede koder. I dag bruger fem mio. danskere NemID-løsningen. Foto: Magnus Holm. Foto: Magnus Holm

Fem mio. danskere bruger i dag NemID. Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at langt størstedelen fortsat bruger et fysisk nøglekort – et papkort fyldt med 148 nøglekoder, når de tjekker skat, e-Boks eller besøger netbanken.

Bagom NemID
  • NemID så dagens lys den 1. juli 2010.
  • I dag bruger omkring 5 mio. danskere NemID.
  • Hver måned bruges 65 mio. NemID-koder til at tjekke netbank, e-boks, på borger.dk eller Skat.dk.
  • I dag fungerer NemID via et fysisk nøglekort, som brugeren modtager med posten.
  • Siden maj 2018 har man også kunnet vælge NemID som en app, der downloades via mobiler eller tablets.

Det sker, selv om Digitaliseringsstyrelsen i maj 2018 lancerede NemID som en app til mobiltelefoner og tablets. Selv om app’en har fået stor tilslutning, bruger kun 36 pct. det digitale nøglekort, mens 64 pct. holder fast i papløsningen, viser en ny opgørelse.

Det får nu Digitaliseringsstyrelsen til at lancere en kampagne sammen med finanssektorens interesseorganisation Finans Danmark, der skal få folk til at droppe papkortet til fordel for app-løsningen.

»Vi vil gerne fortælle alle danskere, at NemID-nøgleapp’en gør det hele lidt nemmere uanset alder, behov og hvilken smartphone, du har,« siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Når vi indfører MitID fra 2021, så vil vi begynde udfasningen af nøglekortet. Så vil alle danskere blive flyttet til en ny løsning, som er en app eller en anden løsning.

Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

Virkeligheden er imidlertid, at det fysiske nøglekort synger på sidste vers.

De 3,2 mio. danskere med et NemID i pap vil nemlig – kampagne eller ej – blive tvunget over på en elektronisk løsning i 2021. Det sker i forbindelse med, at NemID bliver skiftet ud med en opdateret løsning kaldet MitID.

»Når vi indfører MitID fra 2021, så vil vi begynde udfasningen af nøglekortet. Så vil alle danskere blive flyttet til en ny løsning, som er en app eller en anden løsning,« siger Adam Lebech til Ritzau.

NemID som app
  • NemID-app'en fungerer både på Android og iOS og på såvel mobiltelefoner som tablets.
  • App-løsningen gør, at man ikke længere skal taste NemID-koden. Fremover er det nok at swipe en godkendelse.
  • Dermed kommer NemID på f.eks. mobilen til at fungere som f.eks. betalinger med Mobilepay.
  • App-løsningen er fortsat et tilbud til brugerne. De gamle papkort vil stadig være i brug. Men kun frem til 2021, hvor NemID udskiftes med en ny generation af NemID kaldet MitID.
  • Ifølge Finans Danmark har app-løsningen samme sikkerhedsniveau som det fysiske NemID-nøglekort.

Set i det lys kan den nye kampagne ligne et valg mellem pest eller kolera for de 3,2 mio. danskere med et nøglekort i pap.

Sådan ser Digitaliseringsstyrelsen ikke på tingene. Her er meldingen, at de 3,2 mio. danskere skal droppe papkortet, fordi det er besværligt og old school.

»De skal vide, at her er der altså et alternativ, der er nemt og sikkert, og som kan gøre hverdagen lidt lettere,« siger Adam Lebeck om app-løsningen.

NemID-app'en bruges i dag af 40 pct. i aldersgruppen 18-49 år, mens kun 30 pct. over 50 år har taget app’en til sig.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også