Finans

Endnu en topdirektør forlader Alm. Brand

Jesper Mørch Sørensen, koncerndirektør i Alm. Brand Forsikring, forlader selskabet kun en uge efter Alm. Brands topchef Søren Boe Mortensen blev afskediget.

Jesper Mørch Sørensen. Arkivfoto: Alm. Brand.

Kun en uge efter at topchef Søren Boe Mortensen blev fyret, forlader endnu en topdirektør Alm. Brand.

Koncerndirektør Jesper Mørch Sørensen, der står i spidsen for koncernens forsikringsforretning Alm. Brand Forsikring, forlader selskabet efter 15 år.

Jesper Mørch Sørensen, der fyldte 60 år sidste år, går nu på pension, oplyser Alm. Brand i en pressemeddelelse.

»Jeg vil gerne takke Jesper Mørch Sørensen for hans store indsats gennem årene og ønsker ham alt mulig godt fremover,« siger Rasmus Werner Nielsen, nyudnævnt adm. direktør i Alm. Brand.

Rasmus Werner Nielsen overtager tøjlerne i Alm. Brand Forsikring indtil en ny forsikringsdirektør er fundet.

Dermed er der gang i udskiftningen på ledelsesgangen i Alm. Brand. I slutningen af oktober blev topchefen gennem 18 år, Søren Boe Mortensen, fyret af bestyrelsen.

Og netop Søren Boe Mortensens afsked bliver også fremhævet af Jesper Mørch Sørensen som en af årsagerne til, at han nu stopper i Alm. Brand.

»Det er det rette tidspunkt for mig at gå på pension. Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med Søren Boe Mortensen i alle årene, og det kunne jeg helt sikkert også få med Rasmus Werner Nielsen. Men jeg mener, at det nu er tiden til at give plads til nye kræfter,« siger Jesper Mørch Sørensen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også