Finans

Danske Bank sigtet af bagmandspolitiet

Danske Bank er blevet sigtet af bagmandspolitiet i sagen om Flexinvest Fri.

Sigtelsen kommer på baggrund af en sag om produktet Flexinvest Fri, hvor ca. 87.000 kunder har betalt for høje gebyrer. Arkivfoto: Rune Aarestrup Pedersen

Danske Bank er blevet sigtet af bagmandspolitiet i skandalesagen om investeringsproduktet Flexinvest Fri.

Det oplyser Danske Bank torsdag formiddag i en meddelelse til fondsbørsen.

Flexinvest Fri-sagen
  • Investeringsproduktet Flexinvest Fri har sendt Danske Bank ud i den hidtil mest alvorlige sag om investeringsrådgivning herhjemme.
  • I adskillige måneder solgte banken Flexinvest Fri til tusindvis af kunder, selv om banken forventede, at produktet på fem års sigt ville give kunderne et negativt afkast, når gebyrerne til banken var betalt.
  • Sagen har fået Danske Banks bestyrelse til at fyre to ansvarlige chefer, heriblandt bankdirektør Jesper Nielsen, som var konstitueret topchef i tiden efter Thomas Borgen.
  • Danske Bank har meddelt, at sagen berører omkring 87.000 kunder i Danmark. Danske Bank vil godtgøre kunderne ved at udbetale omkring 400 mio. kr. i kompensation.
  • Finanstilsynets undersøgelse har resulteret i en politianmeldelse af banken for vildledning af kunderne.
  • Finanstilsynet har desuden indledt en undersøgelse af Nordea, Nykredit Bank, Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord, der alle har solgt produkter, der minder om Flexinvest Fri.

Ifølge Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, kommer sigtelsen helt som forventet, efter banken blev politianmeldt af Finanstilsynet i slutningen af august.

»Vi vil naturligvis samarbejde med SØIK (bagmandspolitiet, red.) samt dele relevant viden og materiale i sagen. Vi er enige i, at det er en alvorlig sag, og at vi ikke har levet op til, hvad vores kunder med rette kan forvente af os. Vi er i gang med at kompensere alle berørte kunder, ligesom vi tager de nødvendige tiltag for at undgå, at noget lignende sker igen,« siger Danske Bank-topchefen i fondsbørsmeddelelsen.

Danske Bank samarbejder fuldt ud med myndighederne og har ingen yderligere kommentarer, så længe efterforskningen er i gang, oplyses det.

Sagen om Flexinvest Fri kostede Jesper Nielsen jobbet tilbage i juni. Han var midlertidig topchef i Danske Bank, efter Thomas Borgen trak sig på bagkant af hvidvasksagen i banken.

I adskillige måneder solgte banken Flexinvest Fri til tusindvis af kunder, selv om banken forventede, at produktet på fem års sigt ville give kunderne et negativt afkast, når gebyrerne til banken var betalt.

Danske Bank har tidligere meddelt, at sagen berører omkring 87.000 kunder i Danmark. Danske Bank vil godtgøre kunderne ved at udbetale omkring 400 mio. kr. i kompensation.

Bagmandspolitiet skriver ifølge Ritzau i sin sigtelse, at banken fra 13. januar til november 2018 har givet vildledende informationer til op til 12.343 nye og eksisterende kunder, der investerede for cirka 8,8 mia. kr. i forbindelse med rådgivning og salg af porteføljeplejeproduktet Flexinvest Fri.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også