Finans

Afsløring: Laila Mortensen bliver forsikrings- og pensionssektorens nye formand

Topchefen i Industriens Pension, Laila Mortensen, tager over i interesseorganisationen Forsikring & Pension.

Finans erfarer, at Forsikring & Pension torsdag morgen på et bestyrelsesmøde udpeger Laila Mortensen fra Industriens Pension som ny formand for branchen. Foto: Arkiv.

Torsdag morgen udpeger Forsikring & Pension Laila Mortensen fra Industriens Pension som ny formand for brancheorganisationen. Det erfarer Finans fra flere af hinanden uafhængige kilder.

Den magtfulde brancheorganisation har været uden formand i tre uger, fordi den hidtidige, Søren Boe Mortensen, blev afskediget som øverste chef i Alm. Brand, og derfor ikke længere kunne repræsentere sektoren.

Lige siden har bestyrelsen forsøgt at blive enig om en afløser, og flere kilder siger nu til Finans, at et stort flertal af de 17 nuværende bestyrelsesmedlemmer peger på Laila Mortensen som ny formand.

»Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hun bliver valgt på torsdag,« lyder det fra en kilde tæt på processen.

Det er til gengæld fortsat usikkert, hvem der sætter sig på de to næstformandsstole. Næstformandsskabet består i dag af PFA Pensions adm. direktør Allan Polack og PensionDanmarks øverste chef Torben Möger Pedersen. Det står klart, at den ene af stolene er reserveret til en af de øverste chefer i de to største pensionsselskaber i Danmark PFA Pension og Danica Pension. Det betyder, at enten PFAs Allan Polack eller Danicas adm. direktør Ole Krogh Petersen bliver den ene næstformand.

Det anses nemlig som nødvendigt at have en af de to største spillere med i formandskabet, hvis brancheorganisationen skal kunne træffe beslutninger, som hele sektoren bakker op om og kan stå inde for.

Eftersom Laila Mortensen repræsenterer en arbejdsmarkedspensionskasse bliver den anden næstformandsstol besat af et bestyrelsesmedlem fra forsikringsbranchen. Der sidder i dag repræsentanter for forsikringsselskaberne Tryg, Topdanmark, Codan, Sygeforsikringen Danmark, IF, LB Forsikring og GF Forsikring i brancheorganisationens bestyrelse.

Der er normalt meget stille i og omkring bestyrelsen i Forsikring & Pension, men på det seneste bestyrelsesmøde satte PFAs øverste chef Allan Polack gang i diskussionen ved at lancere et diskussionsoplæg om fordelene ved at splitte brancheorganisationen op i to dele - én, som repræsenterer forsikringsbranchen, og én som kan være pensionssektorens talerør.

Det var imidlertid ikke et forslag, som bestyrelsen bakkede op.

Finans har været i kontakt med Industriens Pensions adm. direktør, Laila Mortensen, men hun har ingen kommentarer.

Laila Mortensen er uddannet aktuar og har et stort kendskab til livs- og pensionsforsikringsbranchen. Hun blev ansat i Industriens Pension som ansvarshavende aktuar i 1997, og har siden 2001 indgået i selskabets daglige ledelse. I 2007 blev hun direktionsmedlem, og hun har været adm. direktør siden 2009.

Hun er medlem af Komiteen for god selskabsledelse og bestyrelsesmedlem i Spar Nord og Danmarks Statistik.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også