Finans

Danske Bank: Stor prikkerunde i presset afdeling er slut

Danske Bank har torsdag nedlagt omkring 50 stillinger, som primært rammer bankens afdeling for handel med valuta og obligationer.

Arkivfoto: Philip Davali

Danske Bank har torsdag morgen igangsat en større fyringsrunde, der primært rammer bankens afdeling for handel med valuta og obligationer.

Det bekræfter Danske Bank over for Finans.

»Vi har justeret vores forretningsmodel til det marked, vi arbejder i. Det betyder samlet set, at vi nedlægger omkring 50 stillinger. Det kan jeg bekræfte. Det er på globalt plan, selv om størstedelen af stillingerne er i København,» siger Jakob Groot, bankdirektør og ansvarlig for den afdeling i Danske Bank, der håndterer de største virksomheder og institutionelle kunder.

»Vi har kigget på tværs af vores markedsforretning, der også inkluderer vores kredit- og aktieforretning, og set på, hvordan vi kan skabe en platform fremadrettet, der kan servicere vores kunder på vores ambitionsniveau, samtidig med vi kan strømline vores omkostninger,« tilføjer han.

Onsdag kunne Berlingske på baggrund af anonyme kilder fortælle, at en større fyringsrunde var på vej i bankens FI&C-afdeling, som står for handlen med obligationer og valuta.

Danske Bank havde selv tidligere på måneden meddelt, at større ændringer i afdelingen kunne være på vej.

Ifølge Jakob Groot skal nogle af de nedlagte job findes blandt stillinger, der ikke genbesættes, ligesom enkelte kommer fra naturlig afgang.

Årsagen til fyringsrunden skyldes, at obligationshandlen er blevet mindre indbringende på grund af de historisk lave renter.

»Det er svært at tjene penge primært inden for fixed income i disse år. Det har stået på i 12-18 måneder, og det, forventer vi, vil vare ved endnu længere tid. Men vi skal blive ved med at levere den samme service over for vores kunder, som vi har gjort hidtil. Vi skal bare gøre det billigere,« siger Jakob Groot.

Forventer I, at der kan komme yderligere fyringer de kommende måneder?

»Organisationen er nu der, hvor den skal være. Men det er klart, at hvis verden ændrer sig, så forholder jeg mig til det,« siger han.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også