Finans

Professor: Opgiv ATP's sikre pensioner – eller lad danskerne forlade pensionsgiganten

Danskerne kan ifølge professor Jesper Rangvid se frem til et markant fald i ATP-pensionen, hvis ikke der gribes ind. Pensionsgiganten overvejer sin forretningsmodel.

Ifølge professor Jesper Rangvid har danskerne udsigt til, at deres livslange pension fra ATP vil falde fra 24.500 til 10.000 kr. årligt, hvis tiden med lave renter fortsætter, og der ikke ændres på forretningsmodellen. Foto: Stine Bidstrup

Den lave rente presser pensionsgiganten ATP så voldsomt, at tiden er inde til at foretage omfattende ændringer i pengetankens forretningsmodel eller lade danskerne smutte med deres penge over i et andet selskab.

Det mener en af landets førende eksperter i finansielle forhold, professor Jesper Rangvid fra CBS.

Om ATP
  • ATP er en garanteret og livsvarig pensionsordning, som er et supplement til folkepensionen.
  • 40 pct. af de 1,6 mio. pensionister, der modtager penge fra ATP, har kun udsigt til en pensionsindtægt fra ATP ud over deres folkepension.
  • I alt er 5,2 mio. danskere med i ATP-ordningen.
  • En 65-årig, der har indbetalt i et helt arbejdsliv, får 24.500 kr. før skat i ATP-pension.
  • Alle, der er fyldt 16 år og har mere end ni timers arbejde pr. uge, indbetaler til ATP. Danskere på overførselsindkomst indbetaler også til ATP.
  • Den fulde årlige indbetaling er på 3.408 kr., hvoraf arbejdsgiver betaler to tredjedele.
  • ATP’s formue er på 934 mia. kr. Det gør ATP til Europas tredjestørste pensionsselskab.
  • Formuen investeres i bl.a. obligationer, aktier, ejendomme og infrastruktur i ind- og udland.

Ifølge ham bør ATP som et minimum skære ned på de løfter, som danskerne får, når de indbetaler til ATP. En anden løsning er ifølge professoren at opgive garantierne fuldstændigt og lade danskerne flytte deres ATP-midler over i andre pensionsselskaber. Altså begynde at afvikle ATP.

»Det er meget vidtgående, og det er en politisk beslutning. Men det er svært for mig at se, at ATP kan komme ud af den nuværende kattepine, med mindre garantierne opgives. Og er der ikke vilje til det, bør det overvejes at give danskerne mulighed for at forlade ATP,« siger Jesper Rangvid.

Han har sammen med sin kollega, lektor og forsker Henrik Ramlau-Hansen, tidligere været fremme med kritik af ATP’s forretningsmodel. I det seneste nummer af fagtidsskriftet Finans/Invest har de undersøgt ATP yderligere.

Stort set alle voksne danskere er tvungne medlemmer af pensionsgiganten, der har en formue på 934 mia. kr. ATP er særligt udfordret, fordi pensionsgiganten giver danskerne en garanti for niveauet af deres pensionsudbetalinger, når de går på pension. Det løfte indfrier ATP ved at placere 80 pct. af danskernes årlige indbetalinger i en særlig portefølje, som investeres i sikre obligationer og renteswaps, som har en negativ rente.

Opgaven er stor og løsningerne ikke lige til, da de valg, der skal træffes, har vidtrækkende konsekvenser.

Torben M. Andersen, formand for ATP

Ifølge Jesper Rangvid er det ikke attraktivt for danskerne at lave en langsigtet pensionsopsparing, når 80 pct. af indbetalingerne med sikkerhed ikke giver et attraktivt afkast.

»Hvis der ikke i ATP’s bestyrelse er vilje til at ændre på garantierne, er det uattraktivt at spare op i ATP. Så bør man overveje at give danskerne mulighed for at flytte deres ATP-opsparing over i andre pensionsselskaber,« siger Jesper Rangvid.

Danskere har i dag udsigt til årligt at få 24.500 kr. i livslang pension, hvis de har betalt fuldt ind til ATP. Hvis renten forbliver på det nuværende lave niveau og ATP’s forretningsmodel ikke ændres, vil danskere i fremtiden have udsigt til ca. 10.000kr. i årlige udbetalinger, viser Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansens beregninger.

»Det regnestykke illustrerer de alvorlige problemer, som ATP står med, og konsekvenserne af den nuværende strategi. ATP vil sakke mærkbart bagud, hvis der ikke gøres noget,« siger Jesper Rangvid, som understreger, at de 10.000 kr. ikke er inflationssikrede, og derfor reelt vil være langt mindre værd i fremtiden end i dag.

Det er svært for mig at se, at ATP kan komme ud af den nuværende kattepine, med mindre garantierne opgives.

Jesper Rangvid, professor fra CBS

ATP ønsker ikke at forholde sig til den konkrete kritik, men bestyrelsesformand Torben M. Andersen oplyser i en e-mail, at han er enig i, at ATP står over for »væsentlige, strukturelle udfordringer.« Bestyrelsen har siden sidste år været i gang med at analysere forretningsmodellen.

»Opgaven er stor, og løsningerne ikke lige til, da de valg, der skal træffes, har vidtrækkende konsekvenser. Jeg har dog allerede noteret mig, at ATP har et ualmindeligt stærkt, økonomisk fundament qua den hidtidige forretningsmodel. Det er et godt udgangspunkt for fortsat at kunne sikre medlemmerne økonomisk grundtryghed med et livslangt, kollektivt garantiprodukt,« skriver Torben M. Andersen.

ATP sorterer under beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, som ikke vil forholde sig til, om pensionsgiganten bør opgive garantierne. Det er ifølge ham op til bestyrelsen at beslutte. Men han afviser, at danskerne skal have lov til at forlade ATP, hvis forretningsmodellen ikke ændres.

»ATP udgør en væsentlig del af forsørgelsesgrundlaget for en stor del af landets pensionister. Det vil derfor være socialt uansvarligt at ændre så fundamentalt ved ATP-ordningen. Vi skal ikke mindske solidariteten i samfundet. Vi skal styrke den,« skriver han i en e-mail til Finans.

BRANCHENYT
Læs også