Finans

Danske Bank ser tegn på stabilisering i verdensøkonomien

Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Danske Bank har mandag morgen publiceret sin halvårlige publikation "The Big Picture", hvor banken tager temperaturen på de største økonomier i verden, hvor der efter et svært makroøkonomisk år ses tegn på stabilisering i verdensøkonomien. Det skriver Danske Banks senioranalytiker Mikael Olai Milhøj i et analysenotat.

Det billede bliver ifølge seniorøkonomen blandt andet understøttet af de højere PMI-tal fra Kina, der udkom henover natten og i lørdags.

- Stabiliseringen i verdensøkonomien kommer på baggrund af pengepolitiske lempelser i både de udviklede økonomier og emerging markets, ligesom den kinesiske regering har ført en mere ekspansiv finanspolitik, pointerer Mikael Olai Milhøj.

Danske Bank vurderer, at væksten kan få lidt mere fat i begyndelsen af næste år, når effekten af de økonomiske lempelser slår mere igennem, og vi forhåbentlig har fået afsluttet den første fase af handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Banken ser 50 pct. sandsynlighed for, at USA og Kina en gang til næste år inden præsidentvalget kan opnå enighed om en mere permanent og bred handelsaftale, hvilket vil være godt for verdensøkonomien. Samlet set forventer Danske Bank, at væksten i år ender på 2,9 pct., og at væksten kan stige til 3,0 pct. til næste år.

Fra et centralbankperspektiv så mener Danske Bank ikke, at der kommer meget mere. Den amerikanske centralbank kommer måske med en rentenedsættelse yderligere udover de i forvejen tre, vurderer Danske Bank. I Kina ses sandsynligheden for flere lempelser som større end sandsynligheden for stramninger.

- Med de økonomiske lempelser og de aftagende politiske risici vurderer vi, at risikoen for en global recession over de kommende par år er faldet til 25 pct. fra 30 pct., skriver Danske Bank.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også