Finans

Nationalbankchef: Institutter bør genoverveje kapitalmålsætninger

Nationalbankdirektør Lars Rohde. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Nationalbankdirektør Lars Rohde indskærper i en tale mandag, at kreditinstitutternes kapitaloverdækning er blevet mindre over de seneste år, og at institutterne bør genoverveje niveauet for deres kapitalmålsætning.

Det sker i en tale ved Finans Danmarks årsmøde.

Her fremhæver Lars Rohde, at de største danske institutter overholder deres kapitalmålsætninger, men at kapitaloverdækningen er blevet mindre over de seneste år. Faldet dækker over stigende kapitalkrav.

- Vi kan konstatere, at der er en stor variation i størrelsen af kapitaloverdækningen på tværs af de største institutter, og i enkelte udgør overdækningen mindre end 2 pct. af de risikovægtede eksponeringer. Det må anses for at være en lav kapitaloverdækning - ikke mindst i lyset af, at der forventes højere kapitalkrav i de kommende år.

- Det er derfor vores vurdering, at institutterne bør genoverveje niveauet for deres kapitalmålsætning for at sikre en passende afstand mellem kapital og kapitalkrav, lyder det fra Lars Rohde.

Han tilføjer, at behovet for at genoverveje kapitalmålsætningerne understreges af resultaterne i Nationalbankens seneste stresstest.

- Den viser, at enkelte systemiske institutter vil overskride kravene til deres kapitalbuffere i et hårdt stressscenario, også selv om det antages, at den kontracykliske kapitalbuffer bliver frigivet, siger nationalbankdirektøren.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også