Finans

Nordea udnævner Anders Holkmann Olsen til ny topstilling i Danmark

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nordea har udnævnt sin juridiske chef Anders Holkmann Olsen til landeansvarlig i Danmark. Han vil desuden fortsat varetage opgaven som juridisk chef.

Det fremgår af en meddelelse.

- Som branch manager får Anders Holkmann Olsen det overordnede ansvar for at følge og rapportere de samlede aktiviteter i den danske filial til Group Executive Management (Nordeas koncernledelse) og koncernchef, Frank Vang-Jensen, skriver Nordea i meddelelsen.

På kapitalmarkedsdagen introducerede Nordea et nyt setup, hvor der er lagt øget ansvar ud til bankens fire forretningsområder, Commercial & Business Banking, Personal Banking, Asset & Wealth Management og Wholesale Banking.

Nordea opererer ikke længere med en "landechef", men de fire forretningsområder har hver især en landeansvarlig, og de fire danske forretningsansvarlige udgør derfor den daglige forretningsledelse under koordinering og ledelse af Country Senior Executive.

Rollen som Country Senior Executive har Bjørn Bøje Jensen varetaget siden 1. december 2018, og han vil arbejde tæt sammen med branch manager, Anders Holkmann Olsen, om ledelsen af Nordea Danmark og rapporteringen af de danske aktiviteter til koncernledelsen.

BRANCHENYT
Læs også