Finans

Tryg har fundet nøglen til et europæisk væksteventyr

Tryg er hastigt på vej til at gøre salg af garantiforsikringer til bl.a. byggeriet til et solidt forretningsben, der årligt kan bidrage med et milliardsalg til væksten.

Tryg har på få år udviklet salg af garantiforsikringer til bl.a. byggeriet til et solidt vækstben. Foto: Finn Frandsen

Stadig flere virksomheder i byggeriet og industrien har behov for en en bank- eller betalingsgaranti, og det er hastigt ved at udvikle sig til at solidt vækstben i Tryg, der sælger garantiforsikringer som aldrig før.

Tryg
  • Tryg har rødder tilbage til 1731.
  • Selskabet har i dag omkring 4 mio. privat- og erhvervskunder i Sverige, Norge og Danmark.
  • Tryg sidder på ca. 22 pct. af forsikringsmarkedet i Danmark. I Norge er tallet ca. 13 pct. I Sverige er det ca. 3 pct.
  • Tryg har ca. 4.000 ansatte og omsatte sidste år for 18,7 mia. kr.
  • Tryg blev børsnoteret i 2005. Største ejer er den kundedrevne forening TryghedsGruppen, der sidder på 60 pct. af aktierne.

Allerede i dag har det årlige salg af garantiforsikringer rundet 500 mio. kr., men Tryg-topchef Morten Hübbe tøver ikke med at skrue markant op for forventningerne.

»Vi kan se i planerne, at vi kan runde 1 mia. kr., så det er faktisk et rigtig spændende projekt,« siger topchefen.

Forretningsområdet Tryg Garanti har specialiseret sig i garantier inden for byggebranchen og den ordreproducerende industri.

Et årligt salg på 1 mia. kr. skal ses i forhold til, at Tryg-koncernen sidste år omsatte for 18,7 mia. kr. Dermed kan garantiforretningen rykke fra at have status af en sideforretning til at være et regulært forretningsområde, der årligt vil bidrage med op til 5 pct. af det samlede koncernsalg.

Opskriften på garantiforretningens vækstkur er en cocktail af en digital løsning, der gør det nemt og billigt at nå ud til nye kunder, og en konstant jagt på nye markeder, lyder meldingen.

»Vi er i gang med at tage byggegarantier ud i Europa. Vi har allerede taget den fra Sverige, Norge og Finland til Tyskland, og nu er vi gået i gang i Holland og Østrig,« siger Morten Hübbe.

At det overhovedet er muligt at vinde fodfæste i rask trav på nye markeder ude i Europa, forklares med en unik løsning.

»Vi har fået opbygget en rigtig stærk, digital model, hvor mange aktører på garantiforsikringsmarkedet har mere manuelle processer og rigtig høje omkostninger. Vi er oppe på, at 90 pct. af vores garantier bliver udstedt online, og det betyder høj effektivitet og lave omkostninger,« siger Morten Hübbe.

Af samme grund stopper den europæiske satsning på garantiforretningen ikke her. Ifølge Tryg-topchefen er der allerede truffet beslutning om at åbne for salg af garantiforsikringer til kunder i Schweiz og Belgien. Dermed vil Tryg Garanti være til stede i ni lande.

BRANCHENYT
Læs også