Finans

Formuepleje afblæser milliardstor børsnotering i 2020

Planen var en børsnotering i starten af 2020, der skulle få markedsværdien til at stige til 5 mia. kr. En plan, kapitalforvalteren Formuepleje nu har måttet udskyde.

Adm. direktør Niels B. Thuesen (tv), direktør Henrik Franck, investeringsdirektør Leif Hasager og direktør Søren Astrup udgør kapitalforvalteren Formueplejes investeringskomité. Foto: Stine Rasmussen

Drømmen om at blive børsnoteret i første halvdel af næste år er brast for den danske kapitalforvalter Formuepleje. Selskabet afblæser faktisk nu hele planen om en børsnotering i løbet af 2020.

Det skriver Børsen.

I slutningen af 2018 fortalte selskabet, at det ville gå efter en børsnotering i starten af 2020. Børsnoteringen skulle få markedsværdien til at stige til ca. 5 mia. kr.

Formuepleje har dog måttet erkende, at det ikke kommer til at ske. Nu sigter selskabet efter en børsnotering i 2021, forklarer dets adm. direktør, Niels B. Thuesen.

»Jeg var nok lidt for kategorisk, da jeg sagde første halvår 2020. Det var mit bedste gæt, men tidspunktet for en børsnotering bliver nu tidligst i 2021 og kan blive senere,« siger han til Børsen.

Målet med børsnoteringen er, ifølge selskabet selv, at udbrede kendskabet til Formuepleje - ikke at sælge på et fordelagtigt tidspunkt og hermed score gevinst.

»Vi ligger foran alle konkurrenter på alt det, vi kan måle på, og det udmønter sig også i den meget store kundetilgang – den største i Formueplejes historie. Men den kunne godt være dobbelt eller tredobbelt så stor,« har Niels B. Thuesen tidligere fortalt Finans.

Formuepleje blev stiftet af Claus Hommelhoff og Erik Møller i 1986, og familierne ejer stadig størstedelen af selskabet. Niels B. Thuesen ejer selv 6 pct.

Hvis Formuepleje når i mål med sine børsnoteringsplaner, vil Hommelhoffs tre børn alene stå med aktier til en værdi af 500 mio. kr. hver. Erik Møllers søn, Søren Fryland Møller, vil ende med en aktiepost, der er over 1 mia. kr. værd.

Selskabet er Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter. Det har mere end 11.000 investorer og forvalter i dag ca. 85 mia. kr.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Få historierne om de iværksættere, der har potentialet til at redefinere dele af dansk erhvervsliv. Få magasinet her
BRANCHENYT
Læs også