Finans
BREAKING

Aktierne i stor slutspurt efter godt julesalg

De amerikanske aktier steg kraftigt på den første handelsdag efter jul, efter at Amazon og andre detailkæder meldte om et godt julesalg. Nasdaq har rundet ny milepæl på kurs 9000.

De amerikanske aktier fortsætter med at sætte rekorder i de sidste handelsdage, inden året slutter.

Året har i forvejen budt på store stigninger på omkring 28 pct. for hele året, og stigningerne ser ud til at fortsætte.

På den første handelsdag den 26. december efter jul i USA rundede Nasdaq kurs 9000 for første gang og markerer en vigtig milepæl for indekset, der har haltet bagefter de andre indeks siden it-boblen.

På en dag steg Nasdaq med 0,8 pct. Dow Jones steg med 0,4 pct., og S&P 500 steg med 0,5 pct.

Stigningerne skyldtes i særlig grad, at Amazon har meldt om det bedste julesalg nogensinde. Således steg Amazon-aktien over 4 pct. på en dag. Også Apple steg med 2 pct., og Alphabet - Googles moderselskab - steg med 1,3 pct. på dagen.

Amazon har dog ikke givet konkrete tal for julesalget endnu, men siger, at kunder har købt »milliarder af varer« ,og at »titusinder af millioner« af Amazons egne produkter er blevet solgt i julehandlen. Det drejer sig bl.a. om den trådløse højttaler Echo Dot, Fire TV stick og smart-skærmen Echo Show 5.

Meldingerne om et godt julesalg fik også aktierne til at stige hos de traditionelle detailkæder som Macy’s og Nordstrom.

Ifølge data fra Mastercard steg detailsalget med 3,4 pct. i forhold til sidste år målt på perioden fra 1. november til juleaften, skriver Wall Street Journal.

2019 bliver i det hele taget et rekordår for aktierne både i Danmark og ude i verden. Og det til trods for, at året har budt på økonomisk afmatning, fald i virksomhedernes indtjening og geopolitisk uro.

Ifølge en opgørelse fra Nordea over verdensmarkedsindeksene er de globale aktier oppe med over 28 pct. målt i danske kroner år-til-dato. De amerikanske aktier er oppe med 32,8 pct., og hvis året ender der, vil det være det bedste siden 2013. Derefter skal man tilbage til 1997 for at finde et højere aktieafkast.

BRANCHENYT
Læs også