Finans

Investorer kræver milliarderstatning af Danske Bank

Endnu et søgsmål rammer Danske Bank som følge af hvidvasksagen.

Danske Bank Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Hvidvasksagen truer med at gå fra ondt til værre for Danmarks største bank.

70 aktionærer har valgt at stævne Danske Bank som følge af aktiedykket, der fulgte efter hvidvasksagen. Det oplyser aktionærernes advokat, Ole Sigetty, til Berlingske.

I alt kræver investorerne 1,5 mia. kr. i erstatning – et beløb, der svarer til det gruppen mener man har tabt på aktiedykket.

Det vides endnu ikke, hvem sagsøgerne er, men ifølge advokatfirmaet Németh Sigetty er der bl.a. tale om statslige pensionskasser, forsikringsselskaber og investeringsselskaber fra 16 forskellige lande.

Ifølge Berlingske mener investorer bl.a., at Danske Bank har vildledt investorerne og undladt at oplyse dem om, at bankens regnskaber og resultatopgørelser indeholdt »betydelig indtjening fra kendte, illegale og højrisikable hvidvaskaktiviteter.«

Derudover mener investorerne, at Danske Bank skulle have informeret markedet om de risici, som hvidvasksagen indebar – bl.a. risikoen for, at banken kunne få bøder og miste kunder som følge af sagen.

Dermed melder en ny gruppe sig i koret af investorer, der føler sig ført bag lyset af Danske Bank. Tre forskellige investorgrupper har allerede lagt sag an med lignende påstande om, at banken ikke har informeret rettidigt. Et af disse søgsmål føres af Bjerregaard Advokatfirma, og ifølge Morten Bjerregaard, der ejer firmaet, er det tydeligt, at Danske Bank har begået en fejl.

»Der er sket så massiv hvidvask, at det burde banken selvfølgelig have informeret markedet om, så folk vidste, hvad for en aktie, de købte. Den informationspligt har man indlysende forsømt,« har han tidligere udtalt til Finans.

Danske Bank har ikke reageret på det seneste søgsmål. Banken har dog udtalt sig om de tidligere søgsmål i en skriftlig kommentar til Finans.

»Vi forsvarer os mod kravene og forholder os til enhver udvikling i samarbejde med bankens advokater. Vi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.«

BRANCHENYT
Læs også