Finans

To vestjyske banker ledte finansaktierne i 2019

Foto: Per Folkver

Endnu et år er gået, hvor de danske finansaktier er blevet sat agterud af det øvrige marked. Men helt så skidt som sidste år er det dog ikke gået. 

Det skriver Finanswatch.

De 27 børsnoterede danske finansaktier – hovedsageligt bestående af banker plus et par forsikringsselskaber – er kommet ud af året 2019 med et positivt afkast på 7,6 pct. inklusive udbytter, skriver Finanswatch.

Det er dog en markant fremgang i forhold til 2018, hvor det blev til et tab på 26,6 pct. Her blev Danske Bank den store prygelknabe, idet bankaktien smed 44,4 pct. efter et år, hvor fokus var på den estiske hvidvaskskandale. Danske Bank er igen i år at finde i den tunge ende blandt de danske finansaktier, idet aktien kl. 9.30 er faldet med 11,4 pct.

De to fynske banker Nordfyns Bank og Totalbanken kæmper om bundplaceringen. Nordfyns Bank har smidt 20,3 pct. i år sammenlignet med 18,6 pct. for Totalbanken, der var sidste års vinder iblandt de danske finansaktier.

I den modsatte ende indtages topplaceringen over de største kursstigninger af Vestjysk Bank, der ifølge Finanswatch trækkes op af flere forhold, men nok først og fremmest opkøbsspekulationer, der i begyndelsen af sommeren fik aktien til at stige med 150 pct.

Vestjysk Bank er kl. 9.30 mandag steget med 59,7 pct. i år, hvilket dog kommer efter sidste års nedtur på 27,9 pct.

Næstbedste kursstigning i 2019 går til Ringkjøbing Landbobank, der i 2019 ifølge Finanswatch er steget med 55,2 pct. på god gedigen bankdrift.

De danske forsikringsaktier har haft et relativt pænt år på børsen med stigninger på 14 pct. til Topdanmark og 26,1 pct. til Tryg.

Alm. Brand-aktien er steget med 25 pct. i år, hvor stort set hele stigningen ifølge Finanswatch er kommet efter fyringen af den mangeårige adm. direktør, Søren Boe Mortensen. Alm. Brand-aktien blev sidste år sendt ned med 35,6 pct.

BRANCHENYT
Læs også