Finans

Danske Bank tilbyder flere tusinde ansatte frivillig fratrædelse

Danske Bank tilbyder 2000 medarbejdere en frivillig fratrædelse.

Foto: Jens Dige

Flere tusinde ansatte i Danske Bank er blevet tilbudt en frivillig fratrædelse.

Danske Banks HR-chef Anne Knøs oplyser til TV2, at storbanken skal skære i medarbejderstaben, og derfor er omkring 2.000 danske medarbejdere blevet tilbudt en frivillig fratrædelsesordning.

»Som led i vores plan for at blive en bedre bank har vi behov for at reducere omkostningerne, så vi blandt andet kan investere markant i at blive en endnu mere digital, enkel og effektiv bank,« siger Anne Knøs til TV2.

Bankens ansatte fik beskeden i fredags og har resten af januar til at beslutte sig for, om de vil tage imod tilbuddet.

Allerede tilbage i november meddelte Danske Bank, at omkostningerne skulle reduceres med ca. 5 mia. kr. i 2023 sammenlignet med omkostningerne i 2019.

Danske Bank har allerede indført et ansættelsesstop. Men for at reducere antallet af medarbejdere hurtigere, har banken set sig nødsaget til at tilbyde fratrædelsesordningen til de 2.000 ansatte.

»Vi ser på alle omkostninger på tværs af koncernen, og det indebærer også, at vi over tid vil blive færre medarbejdere,« siger Anne Knøs.

Banken vil dog ikke sætte et tal på, hvor meget medarbejderstaben skal reduceres med. Banken har mere end 20.000 ansatte – heraf omkring 11.000 i Danmark.

BRANCHENYT
Læs også