Finans

Købstædernes Forsikring indgår samarbejde med seks pengeinstitutter

For Købstædernes Forsikring betyder det flere nye forsikringskunder, samtidigt med at selskabet kan skubbe på udviklingen mod mere fleksible måder at finansiere og forsikre sig på, lyder det fra selskabets administrerende direktør. Foto: Købstædernes Forsikring

Købstædernes Forsikring er forsikringspartner og medejer i fællesskabet Opendo, der er stiftet med seks pengeinstitutter - Jutlander Bank, Den Jyske Sparekasse, Sparekassen Sjælland-Fyn, Frøs Sparekasse, Danske Andelskassers Bank og Sparekassen Vendsyssel.

Det oplyser forsikringsselskabet.

Opendo skal gøre leasing og finansiering fleksibel og finansielle løsninger simple.

For Købstædernes Forsikring betyder det flere nye forsikringskunder, samtidigt med at selskabet kan skubbe på udviklingen mod mere fleksible måder at finansiere og forsikre sig på, lyder det fra selskabets administrerende direktør.

- Fremtidens finansielle løsninger er ikke nødvendigvis centreret omkring ejerskab. Vi ser en stigende tendens til, at især virksomheder leaser mere og mere, for eksempel biler, it-udstyr og mobiltelefoner.

- Det er denne makrotendens fra ejerskab til adgang, som Opendo kommer i møde ved at gøre det muligt for pengeinstitutterne og os at tilbyde mere fleksible finansierings- og forsikringsløsninger, forklarer Anders Hestbech, administrerende direktør i Købstædernes Forsikring.

Opendo går i første omgang i luften med en it-løsning, hvor de samarbejdende pengeinstitutters rådgivere kan tilbyde erhvervskunder nye og fleksible måder at finansiere biler og udstyr. Derfor er det især forsikring af udstyr, der bliver bragt i spil.

Hos Købstædernes Forsikring er det i sig selv ikke noget nyt at indgå partnerskaber med pengeinstitutter. Det gør selskabet i forvejen som en væsentlig del af sin strategi, men med Opendo tages skridtet videre som medejer.

- Vi går hele vejen og investerer i et medejerskab af fællesskabet. Der findes mange eksempler på, at når danske lokale pengeinstitutter går sammen, kan de skabe stor værdi, siger den administrerende direktør.

BRANCHENYT
Læs også