Finans

PFA i stor satsning: Lancerer klimavenlige pensionsopsparinger

Eksperter roser pensionsselskabers nye klimavenlige produkter, men forudser lavere afkast på langt sigt.

Kunderne i landets største pensionsselskab kan fremover investere deres opsparing klimavenligt, hvis de vil. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

1,3 mio. kunder i landets største pensionsselskab får nu mulighed for at spare op til alderdommen med klimasamvittigheden i orden.

PFA Pension er efter mange måneders tilløb klar med et nyt pensionsprodukt, PFA Klima Plus, hvor alle penge bliver investeret i virksomheder eller projekter, som samlet set fra 2025 ikke påvirker klimaet negativt og fra 2030 bliver CO2-reducerende.

»Vi har brugt lang tid på at få det skruet ordentligt sammen, og vi bliver ret ortodokse i vores tilgang og kommer til at foretage mange fravalg af virksomheder, som ikke bidrager aktivt til at nedbringe eksempelvis CO2-udledningen,« siger Allan Polack, adm. direktør i PFA.

Det nye produkt er et markedsrenteprodukt og får alle de klassiske karakteristika fra dette som frit valg af risikoprofil og automatisk neddrosling af aktieandelen, efterhånden som kunderne nærmer sig pensionering.

Vi ved ikke, hvor længe vores klode kan overleve uden handling.

Allan Polack, adm. direktør i PFA

Produktet bliver klinisk renset for fossile brændstoffer. PFA har eksempelvis fravalgt Shell, selvom selskabet har formuleret handlingsplaner, som skal gøre selskabet grønnere, for planerne ligger for langt ude i fremtiden.

»Vi ved ikke, hvor længe vores klode kan overleve uden handling. Vi kræver derfor handling nu fra de selskaber, som vi investerer i gennem Klima Plus,« siger Allan Polack.

AP Pension lancerede som det første pensionsselskab et grønt markedsrenteprodukt med navnet AP Bæredygtig i juni sidste år. Interessen har været stor.

»Kunderne har taget godt imod produktet, og afkastet har været blandt de absolut bedste i markedsrente siden lanceringen,« siger Bo Normann Rasmussen, adm. direktør i AP Pension.

Det kan godt på den lange bane koste lidt på afkastet.

Søren Andersen, adm. direktør i FPension

Eksperter roser PFA Pension og AP Pension for at tilbyde kunderne grønne produkter.

»Virksomhederne efterspørger muligheden for at tilbyde deres ansatte et grønt markedsrenteprodukt. Så det er en god idé at have produktet på hylden, og jeg forventer, at de fleste pensionsselskaber kommer med et lignende produkt inden længe,« siger Thomas Ammonsen, direktør i Mercer Pensionsrådgivning.

PFA regner med, at den grønne pensionsopsparing giver det samme afkast som det almindelige pensionsprodukt på langt sigt - dog med flere udsving undervejs. En ekspert tvivler.

»Kunderne skal være opmærksomme på, at man giver pensionsselskabet et mere snævert investeringsmandat. Det kan godt på den lange bane koste lidt på afkastet,« siger Søren Andersen, adm. direktør i FPension.

BRANCHENYT
Læs også