Finans

Investorer skal eksponere sig mere mod it-aktier, hvis de vil være med på vækstsporet

I de seneste fem år har it-aktier givet dobbelt så højt et afkast som det generelle aktiemarked, og sektoren har på få år vokset sig til den største i de store indeks. Og sådan vil det også være i år, vurderer en række aktiestrateger.

Investorer skal sørge for at få fyldt godt på med it-aktier i deres porteføljer, hvis de vil have del i fremgangen på aktiemarkederne i de kommende år. For på trods af de seneste års massive kursstigninger vil det fortsat være it-sektoren, der driver markedet fremadrettet, lyder vurderingen fra en række strateger i både Danmark og USA.

»It kommer til at trække markedet fremadrettet. Hvis man rammer forkert, så vil man halte bagefter,« lyder det fra Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.

Hvis man har haft for få it-aktier i sin portefølje de seneste år, er man gået glip af store afkast. Det viser tal fra en ny rapport fra Goldman Sachs.

It-aktier har de seneste fem år givet et afkast på 150 pct. mod 74 pct. i det generelle S&P 500-indeks, og storbanken mener, at stigningerne vil fortsætte, hvorfor investorerne bør sørge for at købe godt op af it-aktier.

»Vi mener, at man skal overvægte it-aktier ud fra en kombination af et stort vækstpotentiale, høje marginer, lav gæld og en værdiansættelse, der stadig ligger under det langsigtede niveau,« lyder det i rapporten fra strategerne Ryan Hammond og David Kostin.

It-aktierne var de store vindere i aktieåret 2019 med et afkast for året på næsten 50 pct. i USA mod et afkast i det brede S&P 500-indeks på godt 30 pct. målt på år-til-dato stikker it-aktierne også af og har indtil videre givet et afkast på godt 5 pct.-point over det generelle aktiemarked.

Sidste års afkast på 30 pct. i aktier, havde man ikke fået, hvis man ikke har nok tech-eksponering.

Tine Choi Danielsen, chefstrateg, PFA

Også Danske Bank mener, at investorerne skal sørge for at være på it-vognen.

»Hvis du ikke har dem (it-aktier, red.), performer du ikke. Der er en grund til, at aktierne stiger,« siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, der mener, at man bør have omkring 17 pct. af sin aktieportefølje i it-aktier.

De seneste års store værdistigninger i it-aktierne har også fået aktierne til at fylde langt mere i de store indeks. Således fylder it-sektoren nu 25 pct. af S&P 500-indekset, og derfor er de blevet langt mere afgørende for den generelle udvikling på aktiemarkedet, og dermed også for investorernes afkast.

»Sidste års afkast på 30 pct. i aktier havde man ikke fået, hvis man ikke havde nok tech-eksponering,« siger Tine Choi Danielsen.

It-aktier
  • It-aktier dækker over selskaber inden for informationsteknologi og er en særskilt aktiesektor i de store indeks
  • Kategorien dækker over tre undergrupper: Software og services, hardware og komponenter
  • I USA udgør it-sektoren 25 pct. af alle aktier. I Europa udgør sektoren 7 pct. På globalt plan udgør sektoren 18 pct. Den andenstørste kategori i de store aktieindeks er finans, der udgør 16 pct. globalt
  • De største it-selskaber i USA er Microsoft, Apple og Visa.
  • For nylig blev Facebook taget ud af kategorien og lagt over under kommunikationsservice. Her ligger også Alphabet (Googles moderselskab).

Men selvom sektoren har vokset sig stor, skal man ikke være alt for nervøs for en på papiret større risiko, mener analytikerne.

»Man skal ikke være bange, bare fordi de fylder mere. Det er et tegn på, at det er her, man skal være, og et tegn på den strukturelle forandring, hvor it og digitalisering spiller en større rolle i virksomhederne,« siger Tine Choi Danielsen, der dog peger på, at der også er en række risici forbundet med it-aktierne.

Sektoren er den mest uregulerede i USA og EU, og flere peger på, at der højst sandsynlig vil ske en øget regulering af sektoren, hvilket kan ramme nogle af techselskaberne.

I sidste uge kom det bl.a. frem, at selskaber som Amazon, Apple, Alphabet, Facebook og Microsoft skal undersøges af myndighederne for, om de bevidst har kvalt potentiel konkurrence ved at opkøbe mindre rivaler.

Men det til trods er analytikerne stadig optimistiske. De store teknologiselskaber er nemlig godt rustede og meget større end for 20 år siden.

»Mange af de selskaber, vi har i dag, er dem, der har vundet udskillelsesløbet fra it-boblen. Mange af dem føder den teknologi, som alle virksomheder skal bruge for at skabe effektivisering. De ligger super godt i forhold til den meget omskiftelige verden, vi står over for,« lyder det fra Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Han vil dog alligevel være lidt mere forsigtig med at købe tungt op i it-aktier, da de er blevet dyre, men han anerkender dog, at man ikke må undervægte sektoren.

BRANCHENYT
Læs også