Finans

Tysk storbank overgår forventninger til driften - men udbyttet skuffer

I 2020 regner den tyske storbank med en underliggende omsætning på mindst det niveau, som selskabet kunne fremvise for hele 2019. Foto: Frank Rumpenhorst/AP

Indtjeningen udviklede sig bedre end ventet hos den tyske storbank Commerzbank i fjerde kvartal af 2019, hvor de samlede indtægter også overraskede en smule til en positive side.

I fjerde kvartal sidste år løb bankens samlede indtægter op i 2,17 mia. euro. Det niveau var en smule højere end analytikernes forudsigelser om indtægter på 2,12 mia. euro, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Driftsindtjeningen overraskede også positivt, da den endte på 250 mio. euro mod forventningen om et driftsoverskud på 231 mio. euro.

Det samlede overskud før skat ramte omvendt helt som ventet. For fjerde kvartal 2019 kunne Commerzbank nemlig fremvise et overskud før skat på 112 mio. euro mod forventningen på 112,5 mio. euro.

I 2020 regner den tyske storbank med en underliggende omsætning på mindst det niveau, som selskabet kunne fremvise for hele 2019.

Commerzbank foreslår desuden at udbetale et udbytte på 0,15 euro per aktie til aktionærerne. Det er til den lave side, da analytikerne ifølge Bloomberg News havde sat næsen op efter et udbytte på 0,18 euro per aktie.

Banken forventer desuden at fastholde det udbytteniveau i 2020.

BRANCHENYT
Læs også