Finans

Hård kritik af Nykredit: Hemmelig klausul binder banker i fem år

Nykredit har krævet, at en stribe banker binder sig til finanskoncernens kapitalforvaltning de kommende fem år. Kunderne er ikke orienteret om klausulen.

Nykredit har bundet en stribe banker til sig i årevis i forbindelse med milliardopkøbet af Sparinvest. Foto: Håkan Dahlström

Nykredit bliver mødt af hård kritik fra flere sider, fordi finansgiganten med en hemmelig klausul har bundet en stribe banker til sig.

Sidste år købte Nykredit 75 pct. af kapitalforvalteren Sparinvest for 2,2 mia. kr. af bl.a. 49 pengeinstitutter. Flere anonyme kilder bekræfter over for Finans, at der i forbindelse med handlen blev udarbejdet en klausul, som binder stort set alle de sælgende banker til Nykredit i fem år.

En sådan binding er vanskelig at forsvare over for bankernes kunder.

Nikolaj Holdt Mikkelsen, uafhængig investeringsrådgiver

Finans erfarer dog, at enkelte af bankerne har formået at slippe for klausulen. Det gælder blandt andre Arbejdernes Landsbank. På den måde kan de frit vælge de investeringsforeninger, som er bedst for deres kunder.

De andre banker har med klausulen forpligtet sig til at gøre Sparinvest til deres foretrukne kapitalforvalter. Hvis der findes flere lige gode løsninger, der dækker deres kunders behov for kapitalforvaltning, skal de benytte Sparinvest. Kun hvis Sparinvest er dårligere, må bankerne benytte andre kapitalforvaltere.

Direkte adspurgt bekræfter Nykredit, at klausulen findes. Den oplysning har hverken Nykredit eller bankerne lagt frit frem tidligere.

»En sådan binding er vanskelig at forsvare over for bankernes kunder og vidner om en tydelig interessekonflikt. Det er i praksis ikke til at definere, hvornår en investeringsforening er dårligere, for det er et vidt begreb,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen, der er en uafhængig investeringsrådgiver og ekspert i investeringsforeninger.

Det er et kæmpestort problem, at kunder ikke får oplyst, at de i realiteten er lukket ned i en kasse.

Karsten Engmann Jensen, uafhængig økonomisk rådgiver

Ifølge ham er klausulen et bevis på, at Nykredit og bankerne ikke i første omgang tænker på at varetage investorernes interesser, men mere ser på at sikre egen indtjening. Det til trods for, at der er indført nye og skærpede regler, som fastslår, at rådgivningen skal være i investorernes interesse. Det blev indført med de nye investorbeskyttelsesregler, Mifid II, i 2018.

»Vinden blæser i retning af bedre beskyttelse af investorerne. Deres interesser skal stå øverst. Derfor er det kritisabelt, at parterne laver sådan en aftale. Det lugter af, at den pris, som Nykredit betalte, skal betales hjem, og så må investorerne holde for,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

En anden uafhængig økonomisk rådgiver kritiserer også den hemmelige klausul.

»Det er et kæmpestort problem, at kunder ikke får oplyst, at de i realiteten er lukket ned i en kasse, der både kan være dyr og dårlig,« siger Carsten Engmann Jensen, der driver Pengeministeriet.

Han påpeger, at det kan være svært at gennemskue for kunderne, hvad de reelt bliver rådgivet om.

»Det er klart, at hvis man går til en folkevognsforhandler, så anbefaler han ikke en Morris. Men man ved, at det er en folkevognsforhandler, der viser sit sortiment frem. Men i en bank kan man ikke gennemskue, at man i realiteten kun får VW tilbudt og ikke BMW eller andre. Det har man ikke en chance for at gennemskue,« siger han.

Enkelte af sælgerne havde konkrete ønsker om justeringer af aftalen.

Peter Kjærgaard, chef for Nykredit Wealth Management

Nykredit kalder det »helt almindeligt« med klausuler i forbindelse med større handler.

»Langt de fleste sælgere ønsker fortsat at benytte Sparinvest som foretrukken partner på investeringsområdet, og det har de alle i aftalen tilkendegivet, at de vil i fem år efter salget. Enkelte af sælgerne havde konkrete ønsker om justeringer af aftalen, da de ønsker at fortsætte i Sparinvest-samarbejdet, men blot i mindre grad. Alle vores samarbejdspartnere er efter samarbejdsaftalen frit stillet til at anbefale og sælge andre udbyderes produkter, hvis det er bedre for kunderne,« siger Peter Kjærgaard, chef for Nykredit Wealth Management.

Forbrugerrådet Tænk er på linje med de uafhængige rådgivere.

»Reglerne er blevet skærpet, så bankerne nu skal rådgive ud fra, hvad der er i kundens bedste interesse. Det er på kant med reglerne, når man med denne klausul også skal se på, hvad der tjener bankens aftaler. Det er kunden uvedkommende,« siger Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Han peger på, at bankerne burde lade kunderne vælge frit, hvis to investeringsprodukter er lige gode.

»Som jeg har forstået det, skal banken med denne klausul anbefale det ene produkt. Det var ikke intentionen med reglerne,« siger Vagn Jelsøe.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Finanstilsynet.

»Om der kommer en afgørelse fra Finanstilsynet, som siger, at det er en overtrædelse af reglerne, tør jeg ikke sige. Men dette var ikke meningen med reglerne,« siger Vagn Jelsøe.

BRANCHENYT
Læs også