Finans

Fyldt pengekasse kan give Nykredits boligejere nye milliardrabatter

Hvis Nykredits ejer beslutter sig for at øge rabatten på realkreditlån, vil det presse Danske Bank og Nordea til at sænke bidragssatsen.

Jens Vesterbæk fra Bramming er medlem af Forenet Kredits repræsentantskab. Han ønsker at bruge de ekstra penge, som Forenet Kredit står til at modtage i udbytte fra Nykredit, på at sænke kundernes bidragssats yderligere. Foto: Ernst Van Norde

Ejerforeningen bag Nykredit tjener så mange penge, at den allerede i år får råd til at sænke bidragssatserne yderligere for boligkunderne i landets største realkreditselskab.

Det kan sætte konkurrenterne under pres for at følge trop. Netop spørgsmålet om, hvorvidt Totalkredits og Nykredits ejer, Forenet Kredit, piller ved prisen på kundernes realkreditlån, er ifølge en af landets mest erfarne bankanalytikere et af de væsentligste uafklarede spørgsmål i den danske finanssektor i 2020.

Hvis de hæver rabatten, må Danske Bank og Nordea overveje at følge med.

Per Grønborg, bankanalytiker i SEB.

»Hvis de hæver rabatten, må Danske Bank og Nordea overveje at følge med og sænke bidragssatsen i deres realkreditinstitutter,« siger Per Grønborg fra SEB.

Forenet Kredit kan se frem til at modtage 2,85 mia. kr. i udbytte fra Nykredit, der ejer Totalkredit, i år. Det betyder, at foreningen efter betaling af de såkaldte kundekroner - som er rabatter, der reducerer Nykredit og Totalkredit-kundernes bidragssatser - har så mange penge i kassen, at kapitalberedskabet når op på 10 mia. kr. i år - to år før forventet. Det er det niveau, som Finanstilsynet har krævet. Derudover er der en halv mia. kr. tilovers.

Kundekroner
  • Nykredit hævede bidragssatserne markant i 2016 i forbindelse med offentliggørelsen af planer om at lade sig børsnotere.
  • I samme åndedrag indførte Nykredit en rabat på bidragssatserne. Den er i dag på 0,15 pct.
  • Det betyder, at kunderne får en rabat på bidragsbetalingen på 1.500 kr. pr. lånte mio. kr.
  • Nykredit endte ikke på børsen, men ejeren, Forenet Kredit, solgte i stedet en bid af realkreditgiganten til nogle pensionsselskaber.
  • Forenet Kredit har siden været i gang med at opbygge en kapitalbuffer på 10 mia. kr., som Finanstilsynet godkendte som tilstrækkelig til at sænke Nykredits kapitalkrav.
  • Denne pengekasse er nu fyldt op, og Forenet Kredit har derfor penge i overskud, som kan bruges til at øge rabatten på bidragssatsen yderligere.
  • Forenet Kredit ejer knap 80 pct. af Nykredit

Hvis Forenet Kredit bruger den halve mia. kr. på at øge tilbagebetalingen til boligejerne i form af flere kundekroner, svarer det til en stigning i rabatten på 600 kr. til 2.100 kr. pr. lånte million. Med uændret indtjening, udlån og udbyttebetaling i Nykredit kan kundekronerne næste år - hvor kapitalberedskabet ikke behøver at bygges yderligere op - hæves til 3.400 kr. pr. lånte million. Det viser Finans’ beregninger.

Forenet Kredits repræsentantskab beslutter på et møde i marts, hvad der skal ske med kundekronerne. Formandens indstilling er at bibeholde de nuværende rabatter.

Mit forslag er, at vi skal lægge flere penge til side.

Nina Smith, formand for Forenet Kredit.

»Mit forslag er, at vi skal lægge flere penge til side, så vi kan garantere kundekronerne flere år ud i fremtiden, også hvis der kommer år med dårlige økonomiske resultater, hvor vi ikke kan betale kundekroner ud af årets overskud,« siger formand Nina Smith fra Forenet Kredit.

Der er i øjeblikket valg til repræsentantskabet i Syd- og Sønderjylland, og et af de nuværende medlemmer, der blev valgt ind for fire år siden som en del af en protestbevægelse mod stigende bidragssatser, er uenig med formanden.

»Hvis alternativet er at polstre sig yderligere, ser jeg hellere, at pengene går til at øge rabatten gennem kundekrone-modellen, selvom det allerbedste ville være en direkte sænkning af bidragssatsen,« siger Jens Vesterbæk.

Danske Bank og Nordea ønsker ikke at kommentere sagen.

BRANCHENYT
Læs også