Finans

Danske Bank indfører negative renter for privatkunder

Danske Bank indfører til juni negative renter for privatkunder, oplyser banken. Grænsen kommer til at ligge ved 1,5 mio. kr. og 750.000 kr. afhængig af kundens kontotype.

Facaden på Danske Banks nye hovedkvarter i Aarhus. Foto: Casper Dalhoff

Danske Bank følger nu efter flere af landets øvrige banker og indfører negative renter for privatkunder.

Fra og med 1. juni indfører Danske Bank en minusrente på 0,75 pct. for kunder, der har en Nemkonto i banken med et indlån på over 1,5 mio. kr.

Kunder, der ikke har en Nemkonto, vil blive ramt af de negative renter, hvis de har mere end 750.000 kr. stående i banken.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Det er ikke mere end en uge siden, at Danske Bank over for Finans understregede, at banken ikke var på vej med negative renter rettet mod privatkunderne.

Men nu har piben fået en anden lyd.

»Vi må indstille os på, at det usædvanligt lave renteniveau og de negative renter vil fortsætte i de kommende år. Samtidig kan vi konstatere, at vi oplever en øget interesse for at placere penge hos os fra kunder, som vi ikke ellers har andre bankforretninger med,« udtaler Danske Banks chef for privatkunder, Thomas Mitchell.

Dermed følger Danske Bank efter landets øvrige store banker som Nordea, Jyske Bank, Sydbank og Nykredit, der alle har indført negative renter på 0,75 pct. for kunder med indlån på mere end 750.000 kr.

Jyske Bank var tilbage i august den første bank i Danmark, der traf beslutningen om, at det skulle koste at have penge stående i banken. I første omgang skulle det gælde Jyske Bank-kunder med mere end 7,5 mio. kr. stående på en konto.

Der gik dog ikke mere end en måned, inden der blev ændret på vilkårene for, hvornår man som privatkunde skulle betale negative renter. I slutningen af september blev loftet i Jyske Bank sænket til 750.000 kr., og rentesatsen blev sat til minus 0,75 pct.

BRANCHENYT
Læs også