Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Thomas Borgen sagsøgt for 2,7 mia. kr.

155 investorer mener, at Danske Banks daværende topchef Thomas Borgen vildledte dem i hvidvasksag.

Hvidvask i Danske Bank
Thomas Borgen, tidligere topchef i Danske Bank. Foto: Stine Bidstrup

Et kæmpemæssigt erstatningskrav mod Danske Banks tidligere topchef, Thomas Borgen, er torsdag blevet afleveret hos Retten i Lyngby.

Det er konsulenthuset Deminor, der på vegne af 155 institutionelle investorer har sagsøgt Thomas Borgen for 2,7 mia. kr. Det oplyser Deminor på sin hjemmeside.

»Deminor har afleveret en stævning 20. februar i Retten i Lyngby på vegne af 72 juridiske personer, der repræsenterer 155 institutionelle investorer, som søger erstatning for skader i størrelsesordenen 2.671.293.763,87 kroner fra Danske Banks tidligere direktør,« skriver Deminor.

Hvidvasksagen
  • Danske Bank købte Sampo Bank i 2007 og fik dermed en filial i Estland.
  • Fra 2007 og indtil den blev lukket i 2015 strømmede for 1.500 mia. kr. mistænkelige transaktioner igennem filialen fra et særligt risikabelt kundesegment kaldet non resident-kunder (ikke-estiske kunder).
  • Mindst halvdelen af det beløb menes at være penge, der er blevet hvidvasket.
  • Myndigheder i Danmark, Estland, USA og Frankrig efterforsker sagen strafferetligt.
  • Derudover er flere civile søgsmål på vej mod Danske Bank.
  • Sagen har kostet en stribe nøglepersoner i Danske Bank jobbet, herunder den tidligere adm. direktør Thomas F. Borgen.
  • Danske Bank har politianmeldt otte tidligere ansatte i Estland til politiet og indberettet 42 tidligere ansatte og agenter til den estiske hvidvaskmyndighed.
  • Danske Bank har besluttet at lukke ned for alle bankaktiviteter i Baltikum.

I første omgang lød meldingen, at søgsmålet var rettet mod både Danske Bank og ledelsen. Nu siger Deminor-partner Edouard Fremault til Ritzau, at kravet i første omgang udelukkende er rettet mod Thomas Borgen.

Finans har været i kontakt med Thomas Borgen og hans advokat, Peter Schradieck fra Plesner. Herfra er meldingen, at de ingen kommentarer har.

Søgsmålet udspringer af den hvidvaskskandale, som Danske Bank er hvirvlet ind i.

De 155 investorer mener, at de har 2,7 mia. kr. til gode, fordi bankens aktiekurs er halveret på grund af skandalen, og fordi markedet ikke i tilstrækkelig grad blev informeret om hvidvasksagen.

Ifølge Deminor er Danske Bank og dens revisorer og tidligere ledelse blevet informeret om kravet.

Det er advokatfirmaet Elmann, der fører sagen. Investorerne tæller både kapitalforvaltere og pensionskasser.

Sagen om hvidvask i Danske Bank kulminerede i september 2018 og sendte rystelser gennem landets største bank. Både topchef Thomas F. Borgen og formand Ole Andersen måtte gå, og Bagmandspolitiet har sigtet både Danske Bank og ni tidligere chefer for overtrædelser af hvidvaskloven.

Også myndighederne i Estland, Frankrig og USA efterforsker sagen, og Danske Bank risikerer bøder i milliardklassen.

På Danske Banks generalforsamling i 2019 forsøgte Deminor at få stemt igennem, at der skal laves en uafhængig granskning af, om Danske Banks ledelse har overtrådt deres forpligtelser over for aktionærerne og banken i forbindelse med hvidvaskaktiviteterne begået i bankens estiske afdeling i 2007 til 2015.

Det forslag blev imidlertid stemt ned.

BRANCHENYT
Læs også