Finans

Franskmand trækker sig fra kapløb om topstilling

Jean Pierre Mustier, der har stået i spidsen for en turnaround i den Milano-baserede bank, planlægger at blive i Unicredit og er fortsat engageret i bankens nye strategiske plan, der blev annonceret i december. Foto: Remo Casilli

Unicredits administrerende direktør, Jean Pierre Mustier, har trukket sig fra kapløbet om at blive administrerende direktør for HSBC Holding, hvilket forlænger bankens jagt på en ny topchef.

Det skriver Bloomberg News.

Jean Pierre Mustier, der har stået i spidsen for en turnaround i den Milano-baserede bank, planlægger at blive i Unicredit og er fortsat engageret i bankens nye strategiske plan, der blev annonceret i december.

Det meddelte den italienske bank i en pressemeddelelse tidligere mandag. Den franske topchef informerede i weekenden HSBC's bestyrelsesformand, Mark Tucker, om sin beslutning, fortæller kilder til Bloomberg.

Mustiers beslutning komplicerer yderligere, hvad der allerede er gået hen og blevet en lang rekruttering, efter at storbanken har annonceret, at den over de næste tre år vil skære 35.000 stillinger og annullerede alle planer om aktietilbagekøb som led i bankens tredje store overhaling i et årti.

HSBC-aktien falder mandag 1,7 pct. på børsen i London. Samlet set bakker det britiske FTSE 100-indeks med 3,4 pct., efter at et forhøjet antal af coronavirussmittede har bragt de globale aktiemarkeder i knæ.

Noel Quinn er på nuværende tidspunkt midlertidig administrerende direktør i HSBC. Det har han været siden august sidste år, hvor John Flint forlod jobbet.

Ifølge Wall Street Journal havde bestyrelsen indsnævret feltet af mulige kandidater til Jean Pierre Mustier og Noel Quinn.

BRANCHENYT
Læs også