Finans

Arbejderbanken er på vej til at få flere privatkunder end Sydbank

Der sker store kundeforskydninger mellem bankerne, viser en omfattende kundemåling.

Arbejdernes Landsbank vil formentlig få flere privatkunder end Sydbank i løbet af 2020, viser ny undersøgelse. Foto: Brian Karmark

Arbejdernes Landsbank står til i løbet af i år at blive en større privatkundebank end Sydbank.

For mens kunderne står i kø for at blive kunder i arbejderbanken, forlod i omegnen af 9.300 kunder Sydbank sidste år.

Det viser nye tal fra konsulenthuset Voxmeter, som er baseret på mere end 150.000 interview med danskere over 18 år om deres bankforbindelse.

»Arbejdernes Landsbank har en sikker kurs mod at overhale Sydbank på antallet af privatkunder, som bruger banken som deres primære bankforbindelse. Det er en udvikling, som har været undervejs i flere år, men nu sker det,« siger Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter.

Ifølge Voxmeters undersøgelse giver Sydbanks kunder udtryk for, at banken er gået i stå, ligesom den har flest kunder, som har haft en så dårlig oplevelse med banken, at de under normale omstændigheder ville klage. De undlader dog at gøre det, fordi de ikke regner med at få noget ud af det.

Voxmeters direktør har et godt råd til banken.

»Vågn op og kom ud af den konsulentoppustede boble, hvor virkeligheden formes, som man ønsker. Ledelsen bliver nødt til at forholde sig til den virkelige verden, som jo er under konstant forandring,« siger Christian Stjer.

Sydbanks øverste chef er ked af privatkundeudviklingen sidste år.

»Jeg kan godt se, at vi i 2019 har haft en nettoafgang. Det kan jeg ikke være tilfreds med, og det beklager jeg,« siger Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank.

Hun lover, at hun og den øvrige ledelse har forstået budskabet. Den har besluttet sig for at gennemføre strategiske ændringer, så flere beslutninger træffes lokalt.

»Jo mere decentralt vi agerer, jo bedre rammer vi kunderne korrekt. Det frigør samtidig tid, som vi kan bruge på kunderne decentralt. Det har vi fuld fokus på,« siger Karen Frøsig.

Ifølge Voxmeters opgørelse havde banken 225.000 privatkunder over 18 år ved årsskiftet, hvilket kun er 10.000 kunder flere end hos Arbejdernes Landsbank, som altså står til at indhente Sydbank i løbet af i år.

Arbejderbanken fortsætter derfor med snuden i samme spor som de seneste mange år.

»Vi har hele tiden taget afsæt i, hvad der giver mening for kunden, og det har betydet, at vi for lang tid siden fravalgte en række produkter, som ingen rigtig forstod. Det har gavnet os og vores kunder efterfølgende,« siger Gert R. Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank.

Den store taber i 2019 var Nordea, som i dag har hovedsæde i Helsinki i Finland. Ifølge Voxmeter tabte storbanken 53.000 kunder sidste år – et tal, som Nordea dog ikke kan genkende.

»Hver kunde, som vi mister, er en kunde for meget. Men Voxmeters estimat ligger meget langt fra vores eget tal for nettoafgangen i 2019, og jeg har trods alt det fulde overblik,« siger Mads Skovlund, privatkundechef for Nordea i Danmark.

Læs også