Finans

Danske Bank nedlægger 400 stillinger

Danske Bank nedlægger 400 stillinger og afskediger omkring 230 medarbejdere på tværs af koncernen.

Foto: Gregers Tycho

Som led i en sparerunde har Danske Bank besluttet at skære kraftigt i bemandingen i storbanken.

Danske Bank nedlægger 400 stillinger, og da det ikke har været muligt at finde nye job til alle de berørte medarbejdere, så betyder det, at man må afskedigede cirka 230 ansatte på tværs af koncernen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Der er tale om cirka 120 ansatte i Danmark, ca. 60 i Finland, ca. 44 i Litauen, mens det for henholdsvis Sverige og Norge er under 10 medarbejdere.

»Det er ikke nemt at sige farvel til dygtige og dedikerede medarbejdere, men det er desværre en nødvendig del af vores bestræbelser på at reducere omkostningerne for at sikre, at vi også fremover er konkurrencedygtige,« siger Karsten Breum, chef for HR i Danske Bank, i meddelelsen.

Fyringsrunden er en del af bankens 2023-plan, som udover væsentlige omkostningsreduktioner bl.a. indebærer store investeringer i øget digitalisering.

»Vi ser på alle omkostninger på tværs af organisationen. I den forbindelse er vi også nødt til at se på antallet af medarbejdere. Derfor indførte vi bl.a. sidste år et ansættelsesstop, og i januar åbnede vi for frivillige fratrædelser til medarbejdere i visse dele af organisationen i Danmark,« siger Karsten Breum.

De 230 afskedigelser svarer til lige godt 1 pct. af den samlede medarbejderstab på cirka 22.000 fuldtidsansatte. Derudover vil 60 medarbejdere i Danmark i de kommende måneder også stoppe via frivillige fratrædelser.

BRANCHENYT
Læs også