Finans

Analytiker om store fald: »Vi er gået fra frygt med frygt på til panik med panik på«

Mandag er præget af voldsomme fald på aktiemarkederne.

Foto: Johannes Eisele

Uroen på finansmarkederne er blevet forværret. Det har sendt det ledende danske aktieindeks, C25, ned med mere end 5 pct. i dagens handel, og i resten af Europa ser det endnu værre ud.

Det tyske Dax-indeks er nede med 6,8 pct., det franske CAC40-indeks falder med 6,6 pct., mens de største britiske aktier også falder med mere end 6 pct.

»Hvis der de seneste dage har været tale om frygt med frygt på, så er der i dag tale om panik med panik på,« siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

Reaktionen er indirekte afledt af coronavirussen, men den direkte effekt kommer ifølge aktieanalysechefen fra udviklingen i olieprisen.

Coronavirussen har ført til et fald i efterspørgslen på olien, og i sidste uge mødtes Opec-landene og Rusland til et møde, hvor forventningen var, at der ville blive skåret i produktionen af olie. Det ville Rusland ikke gå med til, og i stedet har Saudi-Arabien meddelte, at nationen vil indlede en priskrig på olie.

Det fik prisen på olie til en overgang at falde med 30 pct. Brent-olien har siden rettet sig til et fald i omegnen af 22 pct.

»Det er en udløber af coronavirussen. Investorer, som er nervøse, har tænkt, at hvis olien kan falde med 30., er der så noget, som ikke kan ske?« siger Jacob Pedersen, som samtidig understreger, at der er meget politik involveret i olieprisen.

Selv om faldet i olieprisen umiddelbart kan synes at være en positiv ting for økonomien, er det ikke dette aspekt, der i øjeblikket fylder mest hos investorerne, lyder det fra Sydbank.

»Frygten er, at det ikke er så meget værd, at man kan tanke bilen billigere, hvis man ikke har noget job,« siger han.

Frygten er nemlig, at vi har kurs mod en recession. Og hvis det er tilfældet, er der flere fald på vej på finansmarkederne.

»Vi har ikke indregnet en recession i de nuværende priser på finansmarkederne,« siger Jacob Pedersen.

Læs også