Finans

Banker risikerer store tab: »Det er et godt spørgsmål, om det bliver værre end finanskrisen«

Nedlukningen af Danmark i 14 dage vil få alvorlige konsekvenser for bankerne, som kan se frem til tab på erhvervskunder. Men de er velpolstrede.

Ole Madsen, kommunikationsdirektør i Spar Nord, mener, at bankerne kommer til at tabe penge på coronavirus. Foto: Joachim Ladefoged

Landets banker er ved at danne sig et overblik over, hvor stor regningen bliver, når Danmark lukker ned i 14 dage.

En del af bankernes kunder bliver ramt af nedlukningen, og det sender en regning videre til bankerne i form af nye tab og hensættelser.

»Det er et godt spørgsmål, om det bliver værre end finanskrisen. Men jeg tror, at det bliver alvorligt, hvis man lige et øjeblik tænker over, hvor stor en del af samfundet og dermed økonomien, der bliver ramt af det her,« siger Ole Madsen, kommunikationsdirektør i Spar Nord.

Det er dog stadig for tidligt at sige noget om, hvor store tab det kan ende med i bankerne.

»Vi er ved at danne os et overblik, men jeg tror ikke, at nogen har det endnu. Effekten af den her lock down kan vi kun gisne om på nuværende tidspunkt. Men vi forventer bestemt, at det også vil have kreditmæssige konsekvenser,« siger Ole Madsen.

Han forventer, at vi skal ind i næste uge, før det bliver muligt at komme med mere kvalificerede vurderinger af konsekvenserne.

»Det tror jeg, at man har et klarere billede af den kommende uge – hvor meget der i virkeligheden lukker ned. Men det her er en ekstrem situation,« siger han.

I Jyske Bank oplyser bankdirektør Per Skovhus, at banken prøver at danne sig et overblik over konsekvenserne, og at man er »i tæt dialog« med kunderne, som han opfordrer til at henvende sig, hvis de har problemer f.eks. med likviditeten.

Han peger på, at nogle brancher påvirkes mere end andre. F.eks. rejsebranchen, hotel, restauration, eventbranchen, men også nonfood delen af detailhandlen. Der er ifølge Jyske Bank også en risiko for, at folk udsætter køb af varige forbrugsgoder.

»Der er brancher, der bliver ramt, og så må vi tale med kunderne om, hvad det betyder for deres likviditet. Det kan også være, at der kommer statslige hjælpepakker, som vi må forholde os til,« siger Per Skovhus.

Ifølge ham er det for tidligt at fastslå, om konsekvenserne får et omfang på niveau med konsekvenserne af finanskrisen.

»Det er for tidligt at sige noget om. Det håber vi ikke. Lad os håbe, at det varer relativt kort med de indgreb, man nu foretager sig. Jeg tror, at man skal have ro på og huske på, at det her går væk igen på et tidspunkt,« siger Per Skovhus.

Bankerne kan hensætte til tab, hvis ledelsen forventer, at de er på vej. Men så langt er man ikke i bankerne endnu.

»Det har vi ikke taget stilling til. Det er en meget svær størrelse. For der er for mange ubekendte pt.,« siger Per Skovhus.

Hvilke ubekendte?

»Krisens omfang simpelthen. Og hvilke brancher der rammes og hvor hårdt. Og helt generelt: Hvor hårdt rammes samfundet,« siger han.

Sydbank peger på, at banksektoren står godt rustet til krisen, uanset hvor alvorlig den bliver.

»Der er kapital, likviditet og solvens i banksektoren. Der er penge at låne ud. Der er ikke behov for funding til bankerne - vi har kapital. Alle stresstest viser, at vi kan klare enormt store stød uden at komme i problemer. Så udgangspunktet er bedre end måske nogensinde,« siger Bjarne Larsen, bankdirektør i Sydbank.

I Finanstilsynets seneste opgørelse fra tredje kvartal 2019 havde landets banker en solvens, der var 4,6 pct. point højere end tilsynets krav til dem. Det svarer til en overdækning på 87 mia. kr. Det er det beløb, som bankerne kan lide i tab, før de kommer i konflikt med tilsynets krav til dem.

Torsdag besluttede regeringen at fjerne det ene kapitalkrav, som kaldes den kontracykliske buffer. Det reducerer i runde tal kapitalkravet med ca. 20 mia. kr. og sender dermed overdækningen op over 100 mia. kr.

Sydbank peger på, at bankernes erhvervskunder også generelt set har det godt efter en lang periode med højkonjunktur, hvor de har haft en solid indtjening, som har sikret dem gode kapitalforhold.

»Virksomhederne står ligesom bankerne stærkt. Så på den korte bane har jeg svært ved at se, at det vil påvirke så meget, udover at nogen virksomheder vil tjene færre penge og få brug for likviditet. Hvis det virkelig skal ramme, så skal det stå på i længere tid,« siger Bjarne Larsen, bankdirektør i Sydbank.

Samtidig understreger han, at der er undtagelser, fordi nogle brancher rammes særligt hårdt.

»Der er selvfølgelig enkeltbrancher, som bliver ramt enormt hårdt. For eksempel hoteller, hvor nogle sikkert vil komme i problemer. Men jeg tror, at 0,3 pct. af vores udlån er til hoteller og restauranter, så det er noget, vi kan håndtere,« siger Bjarne Larsen.

Den Jyske Sparekasse oplyser, at den er i fuld gang med at danne sig et overblik over, hvordan kunderne bliver ramt.

»Vi tager en snak med dem, som bliver ramt for at finde ud af, om der er en midlertidig likviditetsudfordring. Det vil vi gerne afhjælpe, ligesom vi taler med dem om, hvorvidt der er muligheder for at tilpasse omkostningerne i en fart,« siger Claus E. Petersen, adm. direktør i Den Jyske Sparekasse.

BRANCHENYT
Læs også