Serier

»Der er ingen andre steder at gemme sig end i kontanter«

Både renter, aktier og råvarer kører i den gale retning. Og det går alarmerende stærkt.

Corona rammer verden
For tredje gang på kun to uger måtte handlen med aktier i USA onsdag kortvarigt suspenderes, fordi kursfaldene var for store. Foto: Bryan R. Smith / AFP.

Bunden er ikke kun gået ud af oliemarkedet, der onsdag kollapsede til sit laveste niveau i 18 år. Også de amerikanske aktier danser en grim lidelsesdans.

For tredje gang på kun to uger måtte handlen med aktier i USA onsdag kortvarigt suspenderes, fordi kursfaldene var for store. Og da markedet lukkede ved aftentid, stod afmagten malet i kurslisterne.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 5,2 pct. og har dermed tabt 29,2 pct. af sin værdi - på under en måned.

Dow Jones-indekset fik skrællet 6,3 pct. af sig og Nasdaq 4,7 pct. De to indeks er nu drattet med hhv. 32,6 pct. og 28,8 pct. siden deres seneste toppe.

Årsagen til de store kursfald er den altomsiggribende coronavirus, som får investorerne til at sælge ud af deres aktiebeholdninger. Selv obligationer - der tidligere blev betragtet som en sikker havn - smides overbord.

Den 10-årige amerikanske rente steg onsdag med 13 point, fordi investorerne igen solgte ud og gik kontant. Ikke engang guld ville de vide noget af. Guldprisen faldt med 2,5 pct.

»Der er ingen andre steder at gemme sig end i kontanter,« siger Peter Boockvar, investeringschef hos Bleakley Advisory Group, til The Wall Street Journal.

Når både aktier, obligationer og råvarer falder på samme tid, er det ifølge analytikere udtryk for, at investorer hurtigt forsøger at skaffe kontanter til at stå imod den økonomiske turbulens, som coronapandemien fører med sig.

Verden befinder sig allerede i en global recession, mener kreditvurderingskoncernen S&P Global Ratings, og pandemien har ikke engang toppet endnu. I USA kan der gå fire måneder, før udbruddet er under kontrol, advarer præsident Donald Trump.

Onsdag aften dansk tid vedtog Senatet i USA en hjælpepakke på 100 mia. dollars, svarende til 683 mia. kr. Pakken skal komme de amerikanere til undsætning, som er økonomisk hårdest ramt af coronakrisen.

Imens fortsætter Det Hvide Hus drøftelser med politikerne i Kongressen om flere tiltag, der kan løbe op i over en billion - altså over tusind milliarder - dollars.

Også den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har hjulpet til ved at sænke renten og lancere en række kvantitative lempelser. Men investorerne frygter tilsyneladende, at det ikke er nok.

Mange steder i verden nærmer vi os aktiefald på 40 pct. Under finanskrisen tog det ni måneder. Denne gang er det klaret på bare én.

Antallet af coronasmittede på verdensplan har nu rundet 200.000, og både smittetallet og dødstallet stiger time for time.

BRANCHENYT
Læs også