Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Udsigt til gigantisk hjælpepakke udløser regulær kursfest i USA

På begge sider af Atlanten har investorer tirsdag taget forskud på en gigantisk amerikansk hjælpepakke, der skal agere redningskrans for et USA hårdt ramt af coronakrisen.

Corona rammer verden
Efter en mandag med nye kurstab har udsigten til en snarlig hjælpepakke fra den amerikanske regeringen på knap 13.900 mia. kr. givet investorerne fornyet tro på fremtiden.  Foto: AP/Mary Altaffer.

Vedholdende rygter tirsdag om en snarlig politisk aftale om en gigantisk hjælpepakke til virksomheder, myndigheder og almindelige amerikanere har skabt en regulær kursfest på de amerikanske børser.

Tirsdag lukkede Dow Jones-indekset med en stigning på 11,4 pct., hvilket er den største stigning siden 1933. Også de førende industriaktier samlet i S&P500 var dagen igennem flyvende og lukkede med et kurshop på 9,4 pct.

At flere dages forgæves forhandlinger er afløst af en tro blandt investorer på, at det nu endelig vil lykkes Demokraterne og Republikanerne at finde sammen om en hjælpepakke, skyldes bl.a. opløftende meldinger fra begge politiske lejre.

»Jeg kan ikke se forhindringer, som vi ikke kan overvinde i løbet af de nærmeste timer,« udtalte den demokratiske senator Chuck Schumer om forhandlingerne, rapporterer AP.

De samme positive toner går igen i den republikanske lejr, og samlet har det givet investorerne blod på tanden, mens de venter på en hjælpepakke i størrelsesordenen 2.000 mia. dollars – knap 13.900 mia. kr.

Pakken rummer angivelig hjælp til bl.a. skrantende flyselskaber, store og små virksomheder, økonomisk pressede myndigheder og amerikanske husholdninger.

Den økonomiske redningskrans skal være med til at holde det amerikanske samfund fyldende på et tidspunkt, hvor coronakrisen har krævet mindst 550 døde og smittet mere end 43.800 amerikanere.

Begge dele har fået mange stater til at indføre restriktioner, der har sendt omkring en tredjedel af alle amerikanere hjem, hvilket har lagt amerikanske økonomi i en benlås, som ikke er set siden finanskrisen i 2008.

Mandag forsøgte den amerikanske centralbank Federal Reserve at puste liv i økonomien med meldinger om, at man er klar til at bruge, hvad der kræves på opkøb af bl.a. stats- og realkreditobligationer for at sikre, at pengestrømmen i USA ikke tørrer ind.

Det var dog ikke nok til at vende stemningen på de amerikanske børser mandag, men kombineret med den nyvundne tro på en snarlig politisk hjælpepakke har investorerne tydeligvis igen fået spenderbukserne på.

Det er ikke kun i USA, at optimismen har fået tag i børserne.

I Storbritannien lukkede det toneangivende aktieindeks, FTSE100-indekset, tirsdag med en stigning på 9,4 pct. fulgt af tilsvarende stigninger i Frankrig og Tyskland på henholdsvis 8,4 pct. og 11,5 pct.

Herhjemme lukkede C25-indekset med en stigning på 4,1 pct. – den største stigning siden indekset over de 25 mest handlede aktier så dagens lys i 2016.

BRANCHENYT
Læs også