Finans

Ratingbureau har sænket udsigterne for de danske banker

Ratingbureauet Moody's har sænket sin vurdering af udsigterne for det danske banksystem fra "stabil" til "negativ". Det samme gælder for flere andre lande i Europa.

Coronavirussen har fået ratingbureauet Moody's til at sænke fremtidsudsigterne for det danske banksystem fra "stabil" til negativ. Det samme gør sig gældende for flere andre lande, og i alt er udsigterne for banksystemerne i seks europæiske lande blevet sænket.

»Ændringerne afspejler Moody's forventning om, at spredningen af coronavirussen i Europa - som har resulteret i omfattende nedlukninger af forretninger og begrænsninger af sociale interaktioner - vil ramme den økonomiske aktivitet i år,« skriver ratingbureauet.

Det vil bl.a. presse bankernes profitabilitet, som i forvejen er lavere end hos bankerne i andre lande, lyder det fra Moody's.

Udover Danmark er det banksystemerne i Frankrig, Italien, Spanien, Holland og Belgien, som har fået sænket udsigterne af Moody's.

»Moody's forventer, at miljøet for disse banksystemer vil forringes markant som følge af coronavirussen. De økonomiske og markedsmæssige omvæltninger forårsaget af pandemien vil nedbringe forretningsaktiviteten og øge bankernes risiko, hvilket kræver yderligere hensættelser til tab,« skriver Moody's.

Moody's skriver dog samtidig, at bankerne har likviditet og polstring nok til at danne en god base for at kunne absorbere uventede tab.

Moody's havde allerede sænket udsigterne for banksystemerne i Tyskland og Storbritannien, og der er i forbindelse med den seneste opdatering ikke blevet ændret på udsigterne her.

For Sverige og Schweiz har ratingbureauet fasthold en vurdering på stabil, da Moody's venter, »at faldet i svenske og schweiziske bankers rentabilitet samt en stigning i problemfyldte lån vil ske fra et meget lavt niveau«.

BRANCHENYT
Læs også