Finans

Erhvervsministeren vil have nordiske milliarder til hjælp under krisen

Vi nødt til at bruge alle instrumenter i værktøjskassen, også dem, der rækker ud over Danmarks grænser, siger Simon Kollerup (S).

En øget indsats fra den Nordiske Investeringsbank vil ifølge Simon Kollerup (S) komme både eksisterende og nye danske kunder til gode. Arkivfoto.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) opfordrer nu den Nordiske Investeringsbank, der er ejet af nordiske og baltiske lande i fællesskab, til at bruge bankens ressourcer til at afbøde effekterne af coronakrisen.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse lørdag.

»Vi skal hjælpe vores virksomheder bedst muligt gennem den krise, vi står i. Derfor er vi nødt til at bruge alle instrumenter i værktøjskassen, også dem, der rækker ud over Danmarks grænser,« siger Simon Kollerup i meddelelsen, som fortsætter:

»Derfor har jeg i dag sammen med mine nordiske og baltiske kollegaer sendt en klar opfordring til vores fælles bank, den Nordiske Investeringsbank. Vi har brug for, at den øger sit udlån markant for at give vores virksomheder de bedste muligheder for at komme sikkert gennem krisen.«

Danmark er den tredjestørste aktionær i den Nordiske Investeringsbank med en ejerandel på 21,1 pct.

Bankens mandat er ifølge Erhvervsministeriet fra ministeriet todelt, da den både finansierer projekter, der forbedrer produktiviteten og beskytter miljøet i medlemslandene. Banken kan ifølge ministeriet derfor også hjælpe sine medlemmer i økonomiske kriser.

Det fremgår i meddelelsen, at bankens bestyrelse vil »overveje udlånsstigninger baseret på kontinuerligt opdaterede oplysninger i sammenhæng med bankens risikostyringsramme og forsvarlige bankpraksis.«

Ønsker man som virksomhed at gøre brug af den Nordiske Investeringsbank, skal man tage kontakt til sin bank eller direkte kontakt til den Nordiske Investeringsbank, lyder det i meddelelsen, som kan læses her.

BRANCHENYT
Læs også