Finans

Sydbank vil droppe at betale udbytte

To af landets største banker har nu valgt at droppe henholdsvis aktietilbagekøb og udbytte.

Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Sydbank vil ikke forkæle aktionærerne i den kommende tid. Banken vil nemlig droppe at betale udbytte, oplyser den en meddelelse til fondsbørsen.

»Sydbanks bestyrelse har som en følge af den generelle samfundsøkonomiske situation omkring Covid-19 på et bestyrelsesmøde afholdt i dag besluttet, at der ikke på den ordinære generalforsamling indstilles udbytteudbetaling for 2019. Beslutningen er truffet på baggrund af myndighedernes henstillinger til sektoren samt for at signalere, at banken ønsker at understøtte kunderne,« skriver banken med henvisning til bl.a. den erklæring, som regeringen og bankernes brancheforening, Finans Danmark, kom med den 23. marts.

I erklæringen hedder det bl.a., at:»Penge- og realkreditinstitutterne ønsker også i den aktuelle, alvorlige økonomiske situation at leve op til deres samfundsansvar,« og at de »genovervejer allerede planlagte udbyttebetalinger og aktietilbagekøb i lyset af den alvorlige økonomiske situation«.

I går, mandag, lød det derudover fra Finanstilsynet, at bankerne ikke bør udbetale udbytte eller købe aktier tilbage.

»Finanstilsynet finder, at banksektoren aktuelt bør undgå at forringe kapitalgrundlaget ved at udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb. Dette er på baggrund af den store usikkerhed, der er om den økonomiske udvikling som følge af Covid-19,« skrev tilsynsdirektør Jesper Berg i en mail til Ritzau.

Meddelelsen fra Sydbank kommer mindre end en time, efter at Jyske Bank i en fondsbørsmeddelelse oplyste, at den har stoppet sit aktietilbagekøbsprogram, der på nuværende tidspunkt resterer 400 mio. kr. af.

Dermed har to af landets største banker valgt at droppe henholdsvis aktietilbagekøb og udbyttebetaling.

BRANCHENYT
Læs også